Debat: Ambulanceudbud er et levn fra gamle dage

Ønsker om udbud af ambulancetjenesten er et levn fra gamle dage, hvor ambulancetjenesten var et transportfag med den primære opgave at flytte syge mennesker ind på et sygehus. Det var en ret banal opgave, som lettere kunne sendes ud af huset. I dag forventer vi langt mere af vores ambulancepersonale. Det skriver Thomas Brücker fra FOA i dette debatindlæg.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til BeredskabsInfo. 

Af Thomas Brücker, sektornæstformand for Teknik- og Servicesektoren i FOA

I BeredskabsInfo kan man læse, at Dansk Erhverv bestemt ikke er begejstrede for, at Region Syddanmark vælger selv at drive dele af ambulancedriften i det område, de har ansvaret for.

Region Syddanmark har valgt at sende det ene af de områder i udbud, hvor der i forvejen kører en privat aktør.  Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at FOA mener, at regionen en gang for alle skulle beslutte at drive hele ambulancetjenesten selv.

Dansk Erhvervs indlæg er i min optik et opråb fra gamle dage, hvor ambulancetjenesten var et transportfag med den primære opgave at flytte syge mennesker ind på et sygehus. En ret banal opgave, som lettere kunne sendes ud af huset.

I dag forventer vi langt mere af vores ambulancepersonale.  Det handler ikke kun om, at patienter skal køres på sygehuset, men også om at kunne spille ind i det nære sundhedsvæsen og sikre en behandling så tæt på borgerne som muligt.

Hele det præhospitale område er inde i en rivende udvikling, og vores ambulancepersonale bliver dygtigere og dygtigere, og løser flere og flere opgaver på tværs. Den udvikling peger entydigt på, at ambulancetjenesten bliver en langt mere integreret del af sundhedsvæsenet og derved også af regionerne.

Alene af den grund giver det ikke længere mening at sende en så integreret del af sundhedsvæsenet i udbud. Vi ser jo heller ikke udbud af regionens akutmodtagelser.

Udbud har ikke fungeret

Derudover har der været rigtig mange eksempler på, at det ikke har fungeret at sende ambulancetjenesten i udbud. Vi havde problemerne med Samariten tilbage i 2009, og vi så BIOS-konkursen i 2016. Derudover har disse udbud vist, at der reelt ikke er konkurrence på området, og det eneste, man opnår, er at skabe usikkerhed og mistrivsel hos vores kollegaer, der sidder i ambulancerne.

Så nu, hvor man endelig har truffet den beslutning at integrere ambulancetjenesten i sundhedsvæsenet, som tilfældet er i dag, og nu, hvor man har besluttet at ambulancepersonalet skal løse andre opgave end den helt traditionelle ambulancekørsel, så giver det kun mening, at regionerne tager det fulde ansvar for driften og hjemtager samtlige ambulancer i Danmark.

Annonce