Fyringer af ambulancefolk udsat en måned

De varslede fyringer af ambulancereddere i Københavns Brandvæsen er udsat en måned, mens brandvæsenet prøver at skaffe arbejde til så mange reddere som muligt. ”Jeg har stillet mig selv den opgave at bruge måneden på at finde ud af, hvilke muligheder, der er for at bevare så mange arbejdspladser som muligt”, siger brandchef Jan Axlev. Omkring 100 reddere risikerer fortsat at miste deres arbejde.

Brandvæsenet tog i december de første skridt mod en afskedigelse af 163 ambulancereddere og et halvt hundrede teknisk og administrative medarbejdere som følge af det tabte udbud i Region Hovedstaden. Det var planlagt at udsende fyresedlerne i slutningen af denne måned, men det er nu udsat en måned, oplyser FOA.

Københavns Brandvæsen har fået tildelt den ambulancekørsel, som Samariten måtte opgive, og det betyder arbejde til omkring 60 reddere. Og nu vil brandchefen altså forsøge at skaffe endnu mere arbejde. En mulighed er at udføre ambulancekørsel for Falck, der har vundet en stor del af kørslen i regionen.

“Vi må gøre, hvad vi kan, for at holde på redderne, som der jo er mangel på i forvejen. Flere af vores folk er allerede ved at søge over i andre arbejdsområder, og vi må prøve at forhindre, at flere forlader faget”, siger Jan Axlev.

Det er også på tale, at Københavns Brandvæsen vil byde i den nye udbudsrunde, som Region Sjælland vil gennemføre. Runden kan først gennemføres senere på året, og resultatet vil derfor ifølge brandchefen ikke få indflydelse på det antal, der skal opsiges om en måned. Falck og Frederiksberg Brandvæsen overtager størstedelen af Københavns Brandvæsens ambulancekørsel den 1. september 2009, og hvis Københavns Brandvæsen skulle vinde ambulancekørsel i Region Sjælland, så vil det først blive med kontraktstart den 1. februar 2010.

Annonce