Hjerteløberne når hurtigere end nogensinde frem til hjertestop

Arkivfoto: TrygFonden

De danske hjerteløbere har sat ny rekord for, hvor hurtigt de når frem til personer med hjertestop. Nye tal fra Hjerteløberordningen viser, at medianresponstiden nu er nede på 3 minutter og 24 sekunder, og i mere end tre ud af fire tilfælde er en hjerteløber fremme inden for fem minutter. Men der er fortsat store geografiske forskelle, og forskere peger på, at flere hjerteløbere i bestemte områder kan være med til at redde endnu flere liv.

De mere end 61.000 aktive hjerteløbere i Danmark er blevet hurtigere til at nå frem, når der bliver slået alarm om hjertestop. Nye tal fra Hjerteløberordningen viser, at medianresponstiden nu er 3 minutter og 24 sekunder. Det er tiden fra hjerteløberne modtager alarmen, til de ankommer til personen med hjertestop.

I mere end 75 pct. af tilfældene er en hjerteløber fremme inden for fem minutter. Det fremhæver Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden i anledning af Hjertestarterdagen den 16. oktober 2026.

“I dag er vi mere end 61.000 hjerteløbere fordelt over landet, som er klar til at træde til dag og nat. Det er meget positivt. Men genoplivning er en hård kamp mod tiden, og for at redde endnu flere liv, end vi allerede gør, kræves det, at hjælpen kommer endnu hurtigere frem i endnu flere tilfælde”, siger Victor Kjærulf, der er læge og forsker i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Store geografiske forskelle

Selv om responstiderne samlet set er rekordlave, er der fortsat områder, hvor hjælpen er væsentligt længere tid om at nå frem.

“Hjerteløberne har sat en ny rekord for medianresponstiden. Det er virkelig stærkt og vidner om, at mange personer med hjertestop får den nødvendige hjælp. Der er dog stadig en del tilfælde, hvor responstiden er markant længere, og i de tilfælde ser jeg et stort potentiale for at gøre en større forskel”, siger Victor Kjærulf.

Forskerne bag Hjerteløberordningen har derfor udpeget særlige områder i alle landets 98 kommuner, hvor flere hjerteløbere kan bidrage til, at hjælpen når hurtigere frem.

Ifølge Dansk Råd for Genoplivning kan mere end halvdelen overleve et pludseligt hjertestop, hvis de får stød fra en hjertestarter inden for få minutter. I dag overlever cirka hver sjette person, som der gøres genoplivningsforsøg på uden for hospital i Danmark.

Over 61.000 aktive hjerteløbere

Ved udgangen af september 2026 var der registreret 61.291 aktive hjerteløbere i Danmark. Det svarer til 1.016 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere.

Antallet varierer mellem regionerne:

Region

Aktive hjerteløbere

Pr. 100.000 indbyggere

Midtjylland 15.935 1.150
Hovedstaden 20.622 1.058
Nordjylland 5.607 945
Sjælland 8.048 936
Syddanmark 11.079 891
Hele landet 61.291 1.016

En aktiv hjerteløber er en person, som systemet kan lokalisere ud fra en nyligt opdateret position, og som derfor kan modtage en alarm, når Hjerteløberordningen aktiveres.

Nye anbefalinger for hjertestartere

Dansk Råd for Genoplivning benytter samtidig Hjertestarterdagen til at sætte fokus på nye anbefalinger for offentligt tilgængelige hjertestartere.

Anbefalingerne understreger blandt andet, at hjertestartere bør være tilgængelige døgnet rundt, vedligeholdes løbende og registreres på Hjertestarter.dk, så de er synlige på AMK-vagtcentralerne og i Hjerteløberordningen.

Den 14. oktober 2026 var der registreret 26.900 hjertestartere i Danmark.

“Vi skal hylde og værne om den danske træd-til-kultur, som vi er blevet kendt for internationalt. Andre lande ønsker at kopiere den danske model – eller ‘Case Denmark’, som den bliver kaldt – hvor vi systematisk trænes i genoplivning og bl.a. bruger frivillige ordninger som supplement til vores præhospitale beredskaber”, siger Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden.

Hjertestarterdagen markeres den 16. oktober 2026 med 55 gratis arrangementer rundt om i landet, hvor børn og voksne kan få en introduktion til hjertelungeredning og brug af hjertestarter.

Annonce