Nye nationale anbefalinger for hjertestartere uden for hospital

Arkivfoto

Dansk Råd for Genoplivning har udarbejdet nye nationale anbefalinger for hjertestartere uden for hospital. Hjertestarterne bør som hovedregel være tilgængelige døgnet rundt og registreres, så AMK-vagtcentralerne kan se og anvise dem. Samtidig bør de ikke placeres i aflåste skabe, og det anbefales at kontrollere mindst én gang om ugen, at de er funktionsdygtige.

Danmark har fået et nyt samlet sæt anbefalinger for placering, tilgængelighed, anskaffelse og vedligeholdelse af hjertestartere uden for hospital. Det er Dansk Råd for Genoplivning, der står bag anbefalingerne.

De kommer efter en periode uden officielle nationale anbefalinger på området. Sundhedsstyrelsens tidligere anbefalinger for hjertestartere uden for hospital blev trukket tilbage i 2022.

Dansk Råd for Genoplivning har samlet anbefalingerne i 10 hovedpunkter. De retter sig blandt andet mod borgere, virksomheder, foreninger og organisationer, der anskaffer eller har ansvaret for en hjertestarter.

”Bag hvert hjertestop er et menneskeliv, som potentielt kan reddes med den rette indsats på det rette tidspunkt og gerne før ambulancens ankomst. I DRG synes vi, at der har manglet en ordentlig vejledning til hjertestarter-ejerne og -forhandlerne”, siger Stine Strandkjær, direktør i Dansk Råd for Genoplivning.

Hun peger på, at organisationen derfor har samlet de centrale aktører på genoplivningsområdet om de nye anbefalinger.

En tredjedel er ikke tilgængelige døgnet rundt

Et centralt punkt er, at hjertestartere som hovedregel bør kunne nås hele døgnet alle årets dage. De bør derfor placeres udendørs i et egnet hjertestarterskab eller indendørs et sted, hvor der er uhindret adgang døgnet rundt.

Ved udgangen af 2025 var omkring 26.500 hjertestartere registreret på Hjertestarter-Netværket. Mere end 19.000 var tilgængelige døgnet rundt. Døgntilgængeligheden er steget fra omkring 10 pct. i 2007 til omkring 72 pct. ved udgangen af 2025.

Dermed er mere end hver fjerde af de registrerede hjertestartere fortsat ikke tilgængelig hele døgnet. Det kan have betydning, fordi omkring halvdelen af hjertestoppene uden for hospital sker om aftenen, om natten eller i weekenderne.

Dansk Råd for Genoplivning henviser til undersøgelser, hvor sandsynligheden for, at en patient fik stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, steg fra 4,8 til 13,8 pct., når en hjertestarter var tilgængelig. Samtidig steg 30-dages-overlevelsen fra 16,4 til 28,8 pct.

”Stød fra en hjertestarter er altafgørende for, at en person kan overleve et hjertestop uden for hospital. Derfor har vi brug for fælles anbefalinger, der kan sikre de bedst mulige betingelser for, at hjertestarterne kommer i spil”, siger Stine Strandkjær.

Fraråder lås og adgangskode

De nye anbefalinger går også direkte imod aflåsning af hjertestarterne. Skabene bør hverken være forsynet med almindelig lås eller adgangskode.

Begrundelsen er, at en lås kan forsinke eller helt forhindre adgangen til hjertestarteren. Samtidig kan et aflåst skab give det indtryk, at offentligheden ikke må anvende udstyret.

Risikoen for tyveri og hærværk vurderes ikke som et væsentligt argument for at låse hjertestarterne inde. Erfaringerne viser ifølge Dansk Råd for Genoplivning meget få tilfælde af tyveri og hærværk, selv når hjertestarterne hænger frit tilgængelige.

Placeringen bør desuden markeres tydeligt med den internationalt standardiserede skiltning for hjertestartere.

Skal kunne findes af AMK-vagtcentralerne

Alle offentligt tilgængelige hjertestartere anbefales registreret på Hjertestarter-Netværket. Når en hjertestarter er registreret og valideret, bliver dens præcise placering og tilgængelighed synlig for AMK-vagtcentralerne.

Dermed kan en AMK-vagtcentral ved et hjertestop henvise borgere til en hjertestarter i nærheden og aktivere hjerteløbere, som kan hente den.

Registrering er frivillig, men Dansk Råd for Genoplivning henviser til et svensk studie, hvor registrerede hjertestartere havde 15 gange større sandsynlighed for at komme i brug end hjertestartere, der ikke var registreret.

Hjertestarteren bør desuden være mærket med navn, adresse og telefonnummer.

Anbefaler kontrol mindst én gang om ugen

Det er ejeren af hjertestarteren, der har ansvaret for, at den er funktionsdygtig og tilgængelig. Dansk Råd for Genoplivning anbefaler derfor faste rutiner for kontrol og eftersyn.

Som minimum bør hjertestarteren kontrolleres én gang om ugen – og gerne oftere – for at sikre, at den ikke melder fejl. Der skal blandt andet holdes øje med batteri, elektroder og korrekt opbevaring og placering.

Behovet understreges af en dansk undersøgelse fra Bornholm, hvor 18 pct. af de undersøgte opsatte hjertestartere ikke var funktionsdygtige.

Der anbefales desuden service og vedligeholdelse, og en serviceaftale kan blandt andet sikre udskiftning af batterier og elektroder samt opdatering af hjertestarterens software.

Krav til selve hjertestarteren

Anbefalingerne omfatter også indkøb af nye hjertestartere. Udstyret skal være godkendt og korrekt CE-mærket, og Dansk Råd for Genoplivning anbefaler køb hos en autoriseret leverandør, der har adgang til reservedele og kan tilbyde service og vedligeholdelse.

Hjertestarteren bør blandt andet have dansk stemmeguide og kunne fungere stabilt under de forhold, hvor den skal anvendes. Ved udendørs placering skal skabet kunne holde temperaturen inden for hjertestarterens specifikationer og beskytte den mod blandt andet kondens og direkte sollys.

Dansk Råd for Genoplivning anbefaler desuden, at der sammen med hjertestarteren findes en tilbehørstaske med blandt andet saks eller selekniv, klæde til aftørring af brystkassen, skraber og engangshandsker.

Flere overlever hjertestop

Bag anbefalingerne ligger en markant udvikling i den danske indsats ved hjertestop. Omkring 5.000 personer rammes årligt af hjertestop uden for hospital, hvor der forsøges genoplivning.

I 2001 blev der ydet hjertelungeredning inden ambulancens ankomst ved 19 pct. af hjertestoppene. I 2023 var andelen steget til 76 pct. Overlevelsen steg i samme periode fra 4 til 14 pct.

Også brugen af hjertestartere inden ambulancens ankomst er steget. I 2001 fik 1,3 pct. af de hjertestopramte stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst. I 2023 var andelen omkring 11 pct.

Dansk Råd for Genoplivnings mål med de nye anbefalinger er at skabe en mere ensartet håndtering af de mange hjertestartere og øge sandsynligheden for, at de faktisk er tilgængelige og funktionsdygtige, når et hjertestop indtræffer.

Annonce