Nordjysk ambulancekontrakt er nu skrevet under

Foto: Region Nordjylland

Tirsdag er den nye ambulancekontrakt mellem Region Nordjylland og PreMed blevet underskrevet. Det var regionsrådsformand Ulla Astman (S) og PreMed-direktør Anders Vikke, som satte deres underskrifter på kontrakten, som indebærer, at PreMed den 1. april 2022 overtager ambulancekørslen i to af Region Nordjyllands fire ambulancedistrikter.

Et flertal i den nordjyske regionsråd godkendte på et ekstraordinært regionsrådsmøde i starten af februar, at PreMed får kontrakt på ambulancekørslen i to distrikter, mens regionen hjemtager opgaven i de to øvrige distrikter.

”Vi ser meget frem til det kommende samarbejde, der skal komme nordjyderne til gavn. Hvad enten det drejer sig om liggende patienttransport eller udrykningskørsel, så er vi fra 2022 klar til at løse opgaven, så nordjyderne kan være helt trygge ved det tilbud, de får”, siger Anders Vikke, der er direktør i PreMed.

Region Nordjylland ser frem til samarbejdet med den nye leverandør:

”Vi ser frem til at gå i gang med at sikre et fagligt og professionelt ambulanceberedskab i samarbejde med PreMed. Jeg er sikker på, at det nok skal blive et godt og fornuftigt samarbejde til gavn for patienterne”, siger Ulla Astman.

Er tryg ved hjemtagningen

Udover PreMeds entre på det danske ambulancemarked, så skal Region Nordjylland altså som noget nyt også stå for drift af ambulancer.

”Det er en opgave, vi som region selvfølgelig er klar til at påtage os. Andre regioner har store erfaringer med egen drift af ambulancerne, så vi er helt trygge ved den opgave, der venter os. Foruden at vi selv skal drive ambulancer, så har regionen også valgt at tage et større ansvar for hele ambulanceberedskabet i regionen. Det betyder, at det er regionen selv, der fra 2022 er ansvarlig for placering af ambulanceberedskaber og antallet af ambulancer, som skal være til rådighed. I dag har den opgave delvist ligget hos Falck”, siger Ulla Astman.

Med dem nye struktur forventer regionen, at driften af den samlede ambulancetjeneste bliver 26 mio. kr. billigere om året i forhold til den nuværende aftale med Falck.

”Kombinationen af en regional overtagelse af ambulancetjenesten og en ny privat leverandør er en god løsning. Nordjyderne får en sikret og tryg responstid, og med en privat aktør er vi også sikret en god konkurrence fremadrettet på det her område”, siger Ulla Astman.

Annonce