Overborgmester vil lade Københavns Brandvæsen køre ambulancer i Region Sjælland

I Region Hovedstadens udbud af ambulancekørslen tabte Københavns Brandvæsen til Frederiksberg Brandvæsen, Falck og Samariten. Men efter nyheden om, at Samariten har opgivet ambulancekørslen i Region Sjælland, tilbyder overborgmester Ritt Bjerregaard nu, at Københavns Brandvæsens ledige kapacitet kan anvendes i Region Sjælland.

Ritt Bjerregaard (S) foreslår, at en del af ambulancetjenesten fra Københavns Brandvæsen kan sættes ind i Vestsjælland, nu hvor Samariten ikke kan løfte opgaven. Region Hovedstadens fravalg af København Brandvæsen har nemlig medført, at et stort antal særdeles erfarne ambulancefolk skal fyres, og at en stribe moderne ambulancer kommer til at holde stille.

“Den kapacitet er jeg absolut interesseret i kommer i spil i Region Vestsjælland (Region Sjælland, red.). Jeg går ud fra, at Region Sjælland er nødt at snakke om, hvordan de løser det her problem. Derfor prøver jeg at få fat i regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard (V) for at sende signal om, at vi interesseret i at indgå i de overvejelser”, siger Ritt Bjerregaard til Politiken.

Ritt Bjerregaard foreslår, at mandskab og ambulancer fra København kan fylde en del af ”hullet” fra Samariten i Region Sjælland. Hun håber samtidig, at Region Hovedstaden opgiver at sende Samaritens ambulancer ud på de københavnske gader. “Det har været dybt problematisk for København og københavnerne, at de risikerer at hænge på et så useriøst selskab som Samariten. Så jeg håber, at de besinder sig”, siger hun om politikerkollegerne i Region Hovedstaden. “Det vil være dybt foruroligende, hvis det eneste sted, hvor Samariten skulle køre, lige netop var i København, hvor vi ellers har haft et særdeles velfungerende ambulancetilbud”, siger overborgmesteren.

Hvis Københavns Brandvæsen skal udføre ambulancekørsel i Region Sjælland, så vil det forudsætte, at brandvæsenet deltager i det kommende udbud af ambulancekørslen, hvor de således vil komme til at konkurrere med Falck og eventuelle andre bydere.

Annonce