Region: Kaos med 112-opkald har ikke kostet liv

Arkivfoto: Thomas Voss

De mange tilfælde i sommermånederne, hvor Region Hovedstadens AMK-vagtcentral ikke havde kapacitet til at modtage 112-opkald fra alarmcentralerne, har ikke kostet menneskeliv eller i øvrigt haft alvorlige sundhedsfaglige konsekvenser. Det konkluderer regionen efter en gennemgang af 588 hændelser fra sommermånederne.

Region Hovedstaden har udført en systematisk gennemgang af de hændelser, hvor der i perioden fra 1. juni til 31. august 2021 ikke har været muligt at viderestille opkald til 112-opkald fra alarmcentralerne til AMK-vagtcentralen. Der har været hændelser hele året, men regionen har valgt at gennemgå 588 hændelser fra sommermånederne.

Hændelserne er gennemgået af læger, der arbejder med patientsikkerhed i Region Hovedstadens Center for Sundhed, og to lægefaglige eksperter på akutområdet, der er udpeget af Region Hovedstadens koncerndirektion.

I den systematiske gennemgang blev der ifølge regionen ikke fundet hændelser, hvor forsinkelsen har haft alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne.

Kan have haft konsekvenser for efterforløb

Der er dog fundet et enkelt patientforløb, hvor læger og eksperter vurderer, der kan være en lille sandsynlighed for, at forsinkelsen i afsendelsen af ambulancen har haft konsekvenser for borgerens efterforløb. I det konkrete tilfælde faldt borgeren om med hjertestop, men blev genoplivet og overlevede.

Her gik der 53 sek. fra AMK-vagtcentralen modtog besked (via elektronisk blanket) til der blev bestilt en ambulance med udrykning (hastegrad A). Ambulancen var fremme hos borgeren 4 minutter og 13 sekunder efter, den var bestilt ved AMK-vagtcentralen.

For alle de øvrige 587 hændelser blev det vurderet, at forsinkelsen ikke har haft sundhedsfaglig konsekvens for borgerne.

Annonce