Samariten kan få det svært på Samsø

Arkivfoto: Kasper Rasmussen

Den 1. september 2009 overtager Samariten ambulancekørslen på Samsø. Men det kan vise sig at blive det svenske selskabs største udfordring i Danmark, for Samsø Redningskorps – der har stået for ambulancekørslen siden 1934 – oplyser nemlig, at alle ambulanceredderne fortsætter i redningskorpset, også efter 1. september 2009. I stedet for ambulancekørsel skal redderne udføre redningskorpsets øvrige opgaver, der bl.a. omfatter brandslukning og autohjælp. Dermed risikerer Samariten at skulle rekruttere 10-15 reddere, der skal flytte til Samsø – en vanskelig opgave, da Samsø Redningskorps allerede i dag har svært ved at besætte ledige stillinger i takt med naturlig afgang. Samsø Redningskorps vil i øvrigt opretholde sit ambulanceberedskab i mindst fire måneder efter at Samariten har overtaget ambulancekørslen.

Samariten vandt tirsdag Region Midtjyllands udbud af ambulancekørslen i det område, der omfatter Samsø. Dermed mister Samsø Redningskorps en opgave, der i dag tegner sig for 75% af omsætningen, og stationsleder Søren Peter Kjeldahl betegner da også resultatet som ganske alvorligt for Samsø Redningskorps.

Samsø Redningskorps fortsætter imidlertid sine aktiviteter, og også udflytningen til en ny redningsstation gennemføres som planlagt. Samtidig oplyser stationsleder Søren Peter Kjeldahl og tillidsrepræsentant Peter Fransen, at alle reddere ved Samsø Redningskorps fortsætter i deres ansættelse hos redningskorpset, også efter at ambulancekørslen den 1. september 2009 overgår til Samariten. Ifølge både stationsleder og tillidsrepræsentant har samtlige medarbejdere givet udtryk for, at de fortsat bakker op om Samsø Redningskorps og at de ser frem til de nye udfordringer, som nu kommer på Samsø.

Hvis ingen af Samsø Redningskorps” reddere ønsker at skifte til Samariten, så vil det svenske selskab stå overfor en stor udfordring. Alle de reddere, som skal bemande øens døgn- og dagberedskab, vil nemlig så skulle hentes fra fastlandet, og hidtil har Samsø Redningskorps haft store problemer med bare at få besat de stillinger, som er blevet ledige i forbindelse med naturlig afgang.

Selv om Samariten altså skal stå for ambulancekørslen på Samsø fra 1. september 2009, så vil Samsø Redningskorps også efter skæringsdatoen opretholde et fuldt funktionsdygtigt ambulanceberedskab, hvor ambulancer, radioudstyr m.v. bevares, og hvor reddernes uddannelse vedligeholdes. Alle ambulancer vil dermed stadig være operationsklare, foreløbigt frem til 31. december 2009.

Annonce