Brandvæsen

Hvem har ansvaret for oprydning efter personpåkørsler?

Spørgsmålet om, hvilken del af beredskabet, som har ansvaret for oprydning efter personpåkørsler på jernbanen, kan ikke besvares entydigt. Det skriver Beredskabsstyrelsen til en kommune, som har ønsket at få klarlagt, hvem der skal lede og udføre oprydningsopgaven. Styrelsen mener dog, at brandvæsenerne har ansvaret for sværere frigørelsesopgaver, mens ambulancetjenesten skal stå for opgaven, hvis ulykkesofferet er frit tilgængeligt.

Autohjælp

Rednings-Ringen fordobler sit overskud

2011 blev et godt år for Rednings-Ringen i Lemvig, som mere end fordoblede sit overskud. Redningskorpset, der har 24 fuldtidsansatte og 16 køretøjer, øgede sin bruttofortjeneste til 13,4 mio. kr., og året sluttede med et overskud på 1 mio. kr. mod 0,4 mio. kr. i 2010. Rednings-Ringen har i 2011 nedsat sin aktiekapital og i den forbindelse udbetalt 3,8 mio. kr. til ejerne.

Præhospital

Responce skal have tilført millioner fra ejerne

Da regnskabsåret 2011 sluttede, havde Responce en negativ egenkapital på 13 mio. kr., og den manglende soliditet kan give problemer ved de kommende udbud af ambulancekørslen, som Responce ønsker at deltage i. Det er formentlig baggrunden for, at Responce nu bebuder, at ejerne forventer at tilføre så meget kapital til selskabet, at Responce vil have en positiv egenkapital ved udgangen af i år.

Præhospital

Ingen autorisationsordning for paramedicinere

Paramedicinere vil næppe få en autorisationsordning på samme vis som blandt andet læger, tandlæger, kiropraktorer og jordemødre. Det er Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, som har spurgt sundhedsminister Astrid Krag, om ministeren vil arbejde for, at der etableres en autorisationsordning for paramedicinere, da de er en del af sundhedsvæsnet. Men Sundhedsstyrelsen mener ikke, at der er et behov.

Præhospital

Krise for akutlægebil: Lægerne har sagt op

Fra 1. august 2012 er der ingen læger til at bemande akutlægebilen i Holstebro. En uenighed mellem de tilknyttede læger og Region Midtjylland har ført til, at de lokale sygehuslæger har meddelt, at de ikke længere vil indgå i ordningen – og dermed ligger det fast, at akutlægebilen reelt er nedlagt. Derfor arbejder regionen nu på at finde en anden løsning, og en mulighed er at nedlægge sygeplejerskebilen i Holstebro og i stedet etablere en ny akutlægebil med fast bemanding.

Præhospital

Begge ambulanceoperatører lever nu op til sjællandske responstidskrav

Efter en periode, hvor Roskilde Brandvæsen har haft problemer med at leve op til Region Sjællands krav til ambulanceresponstiderne, er responstiderne i hele regionen nu inde i en positiv udvikling, hvor ambulancerne i årets første fire måneder i gennemsnit er nået frem ½ minut hurtigere end i 2011. ”Det er de bedste responstider, jeg nogensinde har set”, siger Benny Jørgensen, der er driftschef i Region Sjællands Præhospitale Center.

Præhospital

To akutpatienter måtte vente over 40 minutter på ambulancen

En epilepsipatient, der under et anfald var faldet og havde fået læsioner i ansigtet, og en kvinde med en blodprop i hjernen har begge måttet vente omkring 40 minutter på en ambulance. De to sager stammer fra Nordsjælland, og har udløst kritik af Region Hovedstadens akutberedskab. Regionen erkender, at udrykningen var for langsom til epilepsipatienten, mens en sygeplejerske på AMK-vagtcentralen ikke mente, at der var behov for en ambulance med udrykning til blodproppatienten.

Præhospital

Sverige: Region vil hjemtage Falck-ambulancekørsel

Falck får sandsynligvis ikke mulighed for at beholde den ambulancekørsel i Skåne, som det danske redningskorps overtog efter konkurrenten Sirius Humanums konkurs tidligere på året. Efter konkursen – som har kostet Region Skåne 45 mio. svenske kr. – står Falck for ambulancekørslen i hele Skåne, men alt tyder på, at regionen vil hjemtage i hvert fald en del af opgaven, når Falcks kontrakt udløber næste år. I forvejen har også en anden region besluttet at hjemtage ambulancekørslen, fordi det ifølge regionen giver bedre kvalitet og større patientsikkerhed.