Præhospital

SOS International skal stå for midtjysk lægehelikopter

Når Region Nordjylland og Region Midtjylland i april sætter gang i forsøgsordningen med en akutlægehelikopter, bliver det SOS International, der leverer helikopter og mandskab. I alt var der to kvalificerede tilbud på opgaven – det andet bud kom fra Falck DRF, der allerede driver lægehelikopteren i Ringsted. Begge operatører kunne leve op til kravene om kvalitet og økonomisk soliditet, men ifølge de to regioner var tilbuddet fra SOS International samlet set det mest fordelagtige, og derfor fik selskabet opgaven.

Præhospital

Responce har fyret 10-12 reddere

Da Responce sidste år startede op som ambulanceoperatør i Horsens-området, var udfordringen at få rekrutteret tilstrækkeligt mange reddere. Nu er Responce så havnet i den modsatte situation, og over de seneste måneder er der fyret 10-12 reddere, så Responce nu er nede på ca. 80 reddere. I den seneste fyringsrunde har Responce fyret syv medarbejdere.

Præhospital

FDM ville flyve lægehelikopter

Tidligere på året vandt Falck kontrakten på at drive Danmarks første lægehelikopter,der med base i Ringsted dækker Region Sjælland og Region Hovedstaden. Det skete i konkurrence med fire andre virksomheder, men hidtil har deres identitet ikke været offentligt kendt. Nu er det imidlertid kommet frem, at FDM bød på driften af lægehelikopteren. FDM indgik i et konsortium, som også omfattede FDM’s tyske søsterorganisation, ADAC, og helikopterfirmaet Uni-Fly – og det blev en dyr fornøjelse for Uni-Fly.

Præhospital

Sundhedsstyrelsen: Ingen dokumentation for at akutlæger har nogen effekt

Har det overhovedet en positiv effekt på behandlingen af patienterne, når læger og sygeplejersker deltager i den præhospitale indsats? Det har været temaet i de seneste måneders debat i Region Sjælland, efter at regionen har lagt op til, at læger og sygeplejersker ikke længere skal bemande regionens akutbiler, der i stedet skal bemandes med paramedicinere. Nu slår Sundhedsstyrelsen så fast, at der ikke er noget solidt fagligt grundlag for at sige, at akutlægebiler er at foretrække frem for akutbiler, der bemandes med paramedicinere. På nogle punkter er Sundhedsstyrelsen dog bekymret over regionens planlagte omlægning af det sjællandske beredskab.

Præhospital

Strid mellem Falck og tidligere direktør optrappes

Striden mellem Falck og den tidligere direktør for datterselskabet Falck Hjemmepleje optrappes nu yderligere. Falck mener, at der har været store økonomiske uregelmæssigheder i selskabet helt frem til, at Falck overtog det, og derfor truer Falck nu med at politianmelde den tidligere ejer, der fortsatte som direktør efter Falcks overtagelse. Omvendt mener den tidligere ejer, at Falck ulovligt har taget hans resterende ejerandel fra ham, og derfor har han nu meldt Falcks koncernchef til Bagmandspolitiet.

Brandvæsen

Ønsker fælles ambulance- og brandstation i Ølgod

I dag har Falck to stationer i Ølgod: På Lindeallé lejer Falck en kommunal ejendom, som huser brandvæsenet, og på Varde Kommunes genbrugsplads på Energivej er der indrettet lokaler til det lokale ambulanceberedskab. Falck vil imidlertid gerne have samlet aktiviteterne ét sted, og det ser ud til at blive i en ejendom på den tidligere kommunale materielgård på Industrivej.

Præhospital

Udsigt til massefyringer i Falcks ambulancetjeneste

Over 10 % af Falcks 380 ambulancereddere i Region Sjælland risikerer af få en fyreseddel. Årsagen er først og fremmest, at Region Sjælland næste år reducerer antallet af akutbiler fra 12 til seks, og dermed skal Falck bruge færre reddere, men også en omlægning af Storebæltsberedskabet koster jobs i redningskorpset. Også i andre dele af landet er der for mange reddere til for få jobs, og det vil i første omgang gå ud over et større antal redderelever, som formentlig ikke vil få tilbudt ansættelse, når de i de kommende måneder afslutter deres uddannelse.

Præhospital

3F: Tillidsfolk er nødvendige for at kontrollere overholdelse af aftaler

3F har kun beskeden tillid til Responce, og det er en del af baggrunden for, at fagforeningen kræver, at der skal være tillidsfolk med 3F-medlemskab på alle Responces stationer. Ifølge 3F har Responce nemlig ikke vist vilje til at overholde de eksisterende aftaler, og hvis der skal indgås nye aftaler om f.eks. en døgnvagtsmodel, så er det derfor vigtigt, at der er tillidsfolk, som kan holde øje med, om Responce overholder aftalerne.

Præhospital

Responce: 3F skyld i tabt udbud

Det bliver ikke Responce, som skal drive den nye læge- og akutbil i Horsens. Redningsdirektør Michael Sørensen bekræfter, at selskabet i dag har fået at vide, at kontrakten går til en anden byder – efter al sandsynlighed Falck – som var markant billigere end Responce. Men Michael Sørensen påpeger, at den igangværende strid med 3F formentlig er skyld i det tabte udbud. Responce ville nemlig kunne reducere sit bud med 1 mio. kr., hvis selskabet fik mulighed for at anvende døgnvagtsmodellen fremfor holddrift.