Bod for strejke er nu blevet trukket i Falck-reddernes løn

Arkivfoto

Mange Falck-reddere har ved månedsskiftet fået udbetalt mindre i løn end normalt. Den bod, som de strejkende reddere i april blev idømt af Arbejdsretten, er nemlig nu blevet trukket i reddernes løn, og det har koster den enkelte redder op til 2.500 kr. Boden går til Dansk Arbejdsgiverforening, men Reddernes Landsklub kritiserer, at redderne ikke kan se, hvordan boden er udregnet.

Falck blev i april og maj ramt af omfattede strejker, hvor redderne nedlagde arbejdet i protest mod en ny overenskomst. Da strejkerne var overenskomststridige, fastsatte Arbejdsretten i april en bod på 40 kr. pr. strejketime, og det er denne bod, som redderne nu trækkes i løn for at betale.

Ifølge Falck er boden opgjort pr. strejketime omregnet til minutter. For døgnvagter er der dog anvendt den værdisætning, som følger af den enkelte døgnvagtordning. Boden beregnes for hele den periode, hvor der har været strejke på den enkelte Falck-station. For redderne betyder det, at de trækkes et beløb, der ligger mellem nogle få kroner og helt på til ca. 2.500 kr.

Kan ikke se udregning

Imidlertid fremgår det ikke af reddernes lønseddel, hvordan boden er udregnet, og det udløser kritik fra Reddernes Landsklub.

”Det er ydermere kritisabelt, at bodsbetalingens størrelse ikke er blevet anskueliggjort overfor det faglige system eller kollegaerne, der nu sidder med en lønseddel uden mulighed for at vide, hvordan bodsbetalingen er udregnet. At der endda trækkes bod på kollegaer, som end ikke har været på arbejde under konflikten bærer blot til kritikken. Vi opfordrer Falck til, hurtigst mulig, at rette op på de forkerte bodsbetalinger, i samarbejde med det faglige system”, lyder det fra landsklubben.

Boden går ikke til Falck, men til Dansk Arbejdsgiverforening. Falck har tidligere tilkendegivet, at redningskorpset ikke vil foretage løntræk for strejkerne – forudsat, at der ikke komme nye strejker. I et brev til redderne oplyser Falcks personalejuridiske chef, Eva Skov Jensen, at redderne fortsat risikerer løntræk:

”For at undgå enhver tvivl så vil det være sådan, at såfremt der igen kommer overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, eller arbejdet ikke holdes normaliseret, bortfalder dette tilsagn. Det vil i givet fald betyde, at der vil blive foretaget løntræk for de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser tilbage fra den 24. april 2017 og fremefter”, skriver Eva Skov Jensen.

Annonce