Redderkonflikt gjorde nordjyske ambulancer langsommere – men kun lidt

Siden en ny redderoverenskomst blev vedtaget i april, har en stor del af landets Falck-reddere i protest undladt at tage de ekstravagter, som i en tid med reddermangel ellers er afgørende for, at vagtplanerne kan hænge sammen. I Nordjylland har det medført, at der i 2. kvartal 2017 var færre ambulancer til rådighed. Det var medvirkende til, at den gennemsnitlige ventetid på ambulancerne steg, om end kun med 18 sekunder.

Gennem foråret og sommeren har redderne på de fleste Falck-stationer arbejdet 100 pct. efter overenskomsten, således at de har undladt at tage ekstravagter eller i øvrigt udvise fleksibilitet. Det er sket i protest mod den overenskomst, som er indgået mellem Falck og 3F, men som 9 ud af 10 reddere stemte imod. På grund af afstemningsreglerne var Falck-overenskomsten imidlertid kædet sammen med 400.000 andre LO-medlemmers overenskomster – og samlet set stemte arbejdstagerne ja til overenskomstresultatet.

De seneste uger er redderne på mange Falck-stationer atter begyndt at tage ekstravagter, men perioden med en uofficiel konflikt mellem Falck og redderne har haft indflydelse på dagligdagen i ambulancetjenesten. Det viser blandt andet de nyeste responstidstal fra Region Nordjylland. Her steg ambulancernes gennemsnitlige responstid i 2. kvartal med 18 sekunder, til 8 minutter og 58 sekunder. Det er dog fortsat bedre end det krav, som Region Nordjylland stiller til Falck, nemlig 9 minutter og 12 sekunder.

Flere udrykninger – og færre beredskabstimer

Ifølge Region Nordjylland er den primære årsag til stigningen, at der i perioden var 7 pct. flere akutte ambulanceudrykninger. Men regionen bemærker også, at Falck leverede færre beredskabstimer – det vil sige, at der var færre ambulancer til rådighed. ”Den Præhospitale Virksomhed er i løbende dialog med Falck Danmark A/S som en del af daglig driftsopfølgning. Falck Danmark A/S har i den forbindelse orienteret om, at der i perioden har været en række driftsmæssige udfordringer i tilknytning til vagtplanlægningen”, oplyser Region Nordjylland.

Som tidligere er det især i Vesthimmerlands Kommune, at responstiderne er relativt høje. Her er beredskabet ellers blevet styrket med en ekstra ambulance, som er placeret på Falck-stationen i Aalestrup, men den ekstra ambulance har ikke givet den ventede forbedring i responstiderne. Det skal dog ses i lyset af, at der i området har været en stigning i antallet af akutte ambulancekørsler på hele 28 pct., som altså er blevet håndteret af det nye ambulanceberedskab – men med nogenlunde uændrede responstider. Region Nordjylland har ikke noget bud på årsagen til den voldsomme stigning, der ifølge regionen har ”tilfældig karakter i form øget efterspørgsel efter præhospitale ressourcer”.

Annonce