Alle ambulancer har nu fået intelligent patientjournal

Arkivfoto

Alle danske ambulancer sender nu automatisk patientdata som puls, blodtryk, temperatur og iltmætning direkte til akutmodtagelsen. Det giver læger og sygeplejersker i hele landet mulighed for at starte den rette behandling, så snart ambulancen ruller ind. Samtidig kan lægerne på akutmodtagelsen følge patientens tilstand undervejs.

Hvis der f.eks. opstår hjerteflimmer i ambulancen, kan lægerne på akutmodtagelsen nu følge med og vejlede redderne i ambulancen. Ambulancelægen kan også tilgå patientens journal fra ambulancen. Det kan f.eks. være en fordel, hvis personen lider af allergi eller sukkersyge, hvilket ambulancepersonalet dermed kan tage højde for i behandlingen.

Tidligere fik akutmodtagelsen på hospitalet udleveret en håndskreven journal på gennemslagspapir, når ambulancen ankom. Den var ofte svært læselig, da den var skrevet undervejs. Blodtryk, iltmåling, temperatur og hjerterytme var noteret manuelt, og hvis ambulancens personale kunne nå det, blev akutafdelingen informeret om patientens tilstand over telefonen undervejs. Nu gælder der nye tilstande på akutafdelingerne. Med PPJ, den Præhospitale Patient Journal, kommer hospitalet helt ud i ambulancen.

Udregner automatisk traumescore

Med den nye løsning spares der tid på ulykkesstedet, fordi personalet ikke skal bruge tid på at give akutafdelingen informationer via telefonen. PPJ udregner automatisk den såkaldte traumescore, som bruges til at bedømme patientens tilstand.

På akutmodtagelsen, i traumecentrene og i lægebiler kan læger og speciallæger følge med i patientens tilstand via målinger og de oplysninger, der tastes ind undervejs i ambulancen. Det giver bedre mulighed for at starte den rette behandling, når ambulancen ruller ind, og det giver også bedre mulighed for at få telefonisk assistance fra speciallæger under transporten.

”Vi er nu i mål med en betydelig milepæl på det præhospitale område, nemlig en velfungerende PPJ i alle akutmodtagelser og ambulancer i hele landet. Det er regionernes opgave at styrke mødet mellem borgere og sundhedspersoner med sammenhængende, effektive og ensartede digitale muligheder. Med PPJ sikrer vi bedre behandlinger på det præhospitale område. Det kan i sidste ende være med til at redde liv”, siger Jens Stenbæk, næstformand for Danske Regioner.

Regioner har løbende taget PPJ i brug

Personalet i ambulancer, akutlægebiler, på akutafdelingerne og traumecentre samt regionernes AMK-vagtcentraler får over hele landet adgang til den Præhospitale Patient Journal. AMK-vagtcentralerne koordinerer indsatsen og har ansvaret for de patienter, der er på vej til hospitalet i ambulancer og anden befordring. Alle regioner har én for én taget PPJ i brug i løbet af 2015, og den 29. september 2015 er løsningen i brug i alle ambulancer i Danmark.

”Det her er et eksempel på digitalisering af sundhedsvæsenet, som patienter og klinikere får glæde af i hele landet. Det nye initiativ på akutområdet giver alle borgere bedre mulighed for at komme hurtigt i gang med behandlingen, når uheldet er ude. Og med bedre resultater. Det er godt for patientsikkerheden”, siger Jens Stenbæk.

Integrationerne til hospitalernes andre systemer er i gang i alle regioner og afhænger af it-landskabet i den enkelte region.

Annonce