Vil samle Østjyllands Brandvæsens hovedsæde i nye lokaler

Arkivfoto: Google Maps
Meget tyder på, at det kommende Østjyllands Brandvæsen får hovedsæde i nyindrettede lokaler på Bautavej i Aarhus. Det vil give mulighed for at sælge Aarhus Brandvæsens ejendom på Kirstinesmindevej, som forventes at indbringe hele 100 mio. kr. Den indtægt kan til gengæld bidrage til at rette op på en meget stor ubalance i beredskabsøkonomien i Aarhus.

Det nye Østjyllands Brandvæsen bliver en realitet fra årsskiftet, og aftalen mellem de fire ejerkommuner – Aarhus, Odder, Skanderborg og Samsø – er at kommunerne alle skal aflevere et beredskab med økonomien i fuld balance. Og det giver et problem i Aarhus, for her er økonomien langt fra i balance.

Det største problem er brandhanerne i Aarhus, hvor der er et væsentligt vedligeholdelsesmæssigt efterslæb. De fire kommuner har aftalt, at Aarhus får frem til 2020 til at investere de godt 33 mio. kr., som skal bruges til renovering af defekte brandhaner og nedlæggelse af andre. Desuden skal der afsættes 3,7 mio. kr. ekstra om året til vedligeholdelse.

Millioninvestering i køretøjer

Også når det gælder køretøjer skal der investeres store millionbeløb. Det skyldes, at Aarhus Kommune hidtil har givet enkeltstående anlægsbevillinger, når brandvæsenet skulle have nye køretøjer, men fremover skal den faste årlige betaling til Østjyllands Brandvæsen kunne dække de nødvendige køretøjsanskaffelser. Her og nu koster det Aarhus Kommune 14 mio. kr. til udskiftninger samt fremover 1,2 mio. kr. om året.

Det særlige havneberedskab har fra i år ikke været finansieret på kommunens budget, og her skal der nu afsættes 1,8 mio. kr. om året. Desuden skal der investeres 1 mio. kr. i nye branddragter samt 650.000 kr. ekstra om året til udskiftninger.

Hovedsæde kan blive overskudsforretning

Kommunerne har besluttet, at Østjyllands Brandvæsen skal have hovedsæde i Aarhus, men det kræver nye lokaler. Her har kommunen kig på ejendommen Bautavej 1, hvor Aarhus Vand og AffaldVarme Aarhus i dag bor.

Det vil koste omkring 8 mio. kr. at indrette bygningerne til brandvæsenets formål, mens selve overtagelsesprisen først skal forhandles med Aarhus Vand. En del af ejendommen ventes at kunne sælges til brug for opførelse af en moské, hvilket vil indbringe 5 mio. kr.

På Bautavej vil der være plads til at indrette et nyt uddannelsescenter, og dermed vil Aarhus Brandvæsens ejendom på Kirstinesmindevej 14 i Skejby kunne sælges. Da den kan anvendes til byudvikling, vurderes salgsprisen at blive på omkring 100 mio. kr., således at hele manøvren giver et solidt overskud for kommunen. Hertil kommer, at en del af brandstationen på Ny Munkegade kan sælges, hvis administrationen flyttes til Bautavej. Der åbnes også mulighed for, at en ny risikobaseret dimensionering kan gøre det muligt helt at nedlægge brandstationen på Ny Munkegade, der så kan sælges.

Både det økonomiske efterslæb og bygningsforholdene indgår i de igangværende budgetforhandlinger i Aarhus Kommune.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure