Falck sælger maskinfabrik

H.F. Nielsens Maskinfabrik i Haslev overtages pr. 1. januar af Sawo Hydraulic A/S. H.F. Nielsens Maskinfabrik har siden 1971 været en del af Falck Danmark A/S. Falck har valgt at sælge fabrikken, fordi redningskorpset ikke længere ønsker at drive en egentlig produktionsvirksomhed. H.F. Nielsens maskinfabrik har eksisteret siden 1901, og opgaverne omfatter opbygning af specialkøretøjer til bjærgning og transport af havarerede køretøjer samt brandkøretøjer.

Der er i dag ansat 39 medarbejdere hos H.F. Nielsens Maskinfabrik. Sawo Hydraulic A/S har eksisteret siden 1962. Virksomheden beskæftiger i dag ca. 250 medarbejdere, fordelt på 14 afdelinger i Danmark. Sawo forhandler og producerer bl.a. kraner, hejseladsudrustninger, produktions- og skovkraner, specialopbygninger og påhængsvogne.

Adm. direktør Allan Søgaard Larsen fra Falck glæder sig over salget. “Det har været afgørende, at vi har sikret medarbejderne tryghed i forbindelse med et salg. Jeg er ikke i tvivl om, at vi med Sawo Hydraulic A/S’ overtagelse har fundet den helt rigtige køber. Falck fortsætter samarbejdet med den nye ejer, og sikrer derved, at Falck i de kommende år fortsat kan udvikle særlige køretøjer inden for sit forretningsområde”, siger Allan Søgaard Larsen.

H.F. Nielsens Maskinfabrik fortsætter indtil videre under samme navn fra adressen Schwartzgade 7, Haslev. Medarbejderne vil fortsat være ansat af H.F. Nielsens Maskinfabrik på de samme vilkår og betingelser. Administrationen samt en del af komponentproduktionen flyttes imidlertid til SAWO’s hovedafdeling i Sørup ved Støvring. Pr. 1. januar overtager administrerende direktør Ivan Chrost, Sawo Hydraulik A/S, det fulde ansvar for virksomheden. H.F. Nielsens Maskinfabriks hidtidige direktør, Jørgen Damsgaard, vil fortsat være involveret i virksomheden i en kortere overgangsperiode.

Annonce