Redningsaktion iværksat da Beredskabsstyrelsens båd kæntrede i Lillebælt

En redningsaktion måtte tirsdag iværksættes, efter at en redningsbåd fra Beredskabsstyrelsen med fem mand ombord kæntrede i Lillebælt. Der gik ca. 1½ time, inden beredskabsfolkene blev reddet i land. De var dog iført overlevelsesdragter og var kravlet op på bunden af redningsbåden, og ingen kom noget til.

Ulykken skete ved middagstid tirsdag, da fire værnepligtige og en erfaren bådfører fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland var på øvelse i en aluminiumsbåd. Som led i øvelsen var en værnepligtig hoppet i vandet, men da han skulle hives op i båden, kæntrede den og vendte bunden i vejret – og dermed røg de øvrige fire i vandet.

Det skriver Jydske Vestkysten.

De fem beredskabsfolk var iført overlevelsesdragter, og de kunne kravle op på den omvendte båd og vente på redningen. Den kom fra Dansk Søredningsselskab på øen Aarø, og omkring 1½ time efter ulykken var redningsaktionen afsluttet – og Beredskabsstyrelsen vurderer, at beredskabsfolkene på intet tidspunkt var i fare.

Vand i dobbeltskroget

”Sådan en båd skal jo kunne flyde, så den har et dobbeltskrog med luft i. Men af forskellige årsager kan der komme vand derind. Der går nogle ledningsføringer igennem, og der sidder en pumpe til at pumpe vand ud. Men den virkede ikke, så båden har ligget lidt tungt i vandet. Nu skifter vi noget af elektronikken ud, kommer ny olie på motoren og sætte en ny lænsepumpe i”, forklarer brigadechef Allan Kirk Jensen fra Beredskabsstyrelsen Sydjylland til Jydske Vestkysten.

Uheldet betyder også at der er indført en ekstra procedure, når båden skal i vandet. Der skal tjekkes for vand i skroget.

”Vi har haft båd i 40-50 år, og vi har aldrig oplevet det problem før. Det er en ny type båd. Den er kun tre-fire år gammel. Sådan bliver vi klogere med tiden. Historien var, ligesom med Titanic, at den ikke skulle kunne vælte eller synke. Der var da også så meget luft tilbage, at den ikke sank”, siger Allan Kirk Jensen.

Annonce