Brandvæsen

Kommuner kan nu indgå kontrakter med Falck uden udbud

Hvis en kommune ønsker at indgå kontrakt med f.eks. Falck om brandslukning, så kan kommunen nu gøre det uden at gennemføre et udbud eller annoncering af kontrakten. Det er konsekvensen af en ændring af den såkaldte tilbudslov, så loven nu friholder kommunerne for de store udgifter, som er forbundet med et udbud af brandslukningen. Baggrunden er, at udbuddene i mange kommuner blevet opfattet som spildt ulejlighed, fordi der f.eks. på brandslukningsområdet reelt ikke er mere end én leverandør at vælge imellem.

Brandvæsen

Skatteministeren: Ny fortolkning af reglerne tillader brandvæsener at tænde juletræer

Efter den seneste tids omtale af at kommunale brandvæsener ikke må anvende afgiftsfritagede brandkøretøjer til at tænde kommunernes juletræer, har SKAT ændret fortolkningen af reglerne på området. Det fortæller skatteminister Holger K. Nielsen, der slår fast, at brandvæsenerne ikke længere skal frygte, at de skal betale registreringsafgift, hvis de bidrager til de lokale juletraditioner. Det gælder dog kun ved tænding af juletræer – julebesøg på et sygehus eller kørsel med julegaver vil muligvis stadig kunne udløse en regning til brandvæsenet.

Autohjælp

Politiet får mere kontrol med autohjælpsopgaver

Når der fremover skal udføres komplicerede autohjælpsopgaver på motorveje og motortrafikveje, vil autohjælpsfirmaerne skulle have en accept fra politiet, inden en del af kørebanen anvendes til opgaven. Det bliver følgen af en ændring af færdselsloven, som er under forberedelse. Ændringen betyder også, at der vil blive fastsat regler for brug af tavlevogne og muligvis endda kommer krav om, at mandskab, der anvender tavlevogne, skal have en særlig uddannelse.

Brandvæsen

Vandværker må gerne tage betaling for vand til brandslukning

Når et brandvæsen bruger vand til brandslukning og øvelser eller i forbindelse med afprøvning af brandhaner, så må vandværket i princippet godt sende brandvæsenet en regning for vandet, akkurat som når almindelige forbrugere får en regning for deres vandforbrug. Det slår Miljøministeriet fast i en ny udtalelse, hvor ministeriet gør opmærksom på, at lovgivningen ikke indeholder nogen særregler om betaling for slukningsvand.

Politi

Lovændring skal tvinge beredskaber til at anvende radionet

Når det igangværende udbud af et fælles radionet for beredskabet er afsluttet i løbet af foråret, så vil alle landets kommuner og regioner være forpligtede til at anvende det nye radionet, når de løser beredskabsopgaver. Det samme gælder for de private virksomheder, som løser beredskabsopgaver for det offentlige. Det er hovedindholdet i et nyt lovforslag, som Forsvarsministeriet forventer at fremsætte i februar 2007. Lovforslaget indebærer også, at forsvarsministeren bliver bemyndiget til at forpligte andre til at anvende radionettet.

Præhospital

Tilsynsrådet skal genoptage sag om ambulancekørsel

Tilsynsrådet for Vejle Amt skal genoptage behandlingen af sagen om Vejle Kommunes mulighed for at byde på ambulancekørsel i Vejle Amt. I starten af september sidste år spurgte Vejle Kommunes jurister selv Tilsynsrådet, om det var i orden at byde, hvis ambulancekørslen blev sendt i udbud, men ifølge Tilsynsrådet var det ikke en af de opgaver, som en kommune kan byde på hos andre offentlige myndigheder.