Politi

Alarmcentral havde ret: 59-årig døde af blodprop

Det var en blodprop, som onsdag i sidste uge kostede den 59-årige Pia Sloth Madsen fra Horsens livet. Det har en obduktion af kvinden vist. Dermed havde alarmoperatøren på Østjyllands Politis alarmcentral ret i sin vurdering, da han bad Region Midtjyllands vagtcentral om at sende en ambulance og lægebil til den 59-årige, fordi han vurderede, at hun havde en begyndende blodprop. Alarmoperatøren blev underkendt af en sygeplejerske på regionens vagtcentral, der i stedet bad Pia Sloth Madsens nabo tilkalde en vagtlæge – som bad Pia Sloth Madsen om gå i seng igen. Næste morgen blev hun fundet død.

Politi

Falsk anmeldelse i omdiskuteret sag om alarmopkald

Der kommer stadig nye oplysninger frem i den omdiskuterede sag fra Udbyhøj ved Randers, hvor en familie nytårsnat måtte ringe adskillige gange til alarmcentralen inden politiet rykkede ud – selv om en sindsforvirret nabo gentagne gange havde skudt mod familiens hus. En ny redegørelse fra politiet viser, at familien undervejs indgav en falsk anmeldelse om, at en person var blevet skudt i ansigtet. Politiet erkender dog, at man burde have været hurtigere fremme, og at forsinkelsen skyldes en kombination af travlhed og disponeringsmæssige fejlskøn.