
Ulovlige krav til afgangstider i brandslukningsaftaler
De brandslukningsaftaler, som Aabenraa Kommune har indgået med de frivillige brandværn for perioden 2012-2015, er ulovlige. Det har Beredskabsstyrelsen konstateret i forbindelse med behandlingen af Aabenraa Kommunes nye dimensioneringsplan. Problemet er, at aftalerne opererer med differentieret afgangstider, hvor kommunen kun kræver, at 1. køretøj afgår inden for lovkravet på 5 minutter. De næste køretøjer skal først afgå efter henholdsvis 6 og 7 minutter, og det er ulovligt, fastslår Beredskabsstyrelsen, der helt usædvanligt også betegner kommunens krav til maksimal responstid som uforsvarlig.