Udsigt til konkurrence om den liggende sygetransport

Det sidste udbud i den aktuelle runde med udbud på det præhospitale område er på vej til at blive afgjort. Det drejer sig om Region Hovedstadens udbud af den liggende sygetransport, hvor fristen for at afgive tilbud udløber den 6. februar 2015. Ud over Falck har BIOS vist interesse for udbuddet, og Københavns Brandvæsen ser ud til at ville byde på to af de fire delaftaler.

I dag varetager Københavns Brandvæsen den liggende sygetransport i Københavns-området, mens Falck har varetager opgaven i resten af regionen. Det nye udbud er opdelt i fire delområder:

  • Delområde 1 (Nord) består af kommunerne Helsingør, Fredensborg, Hørsholm, Allerød, Hillerød, Gribskov, Halsnæs og Frederikssund med ca. 15.000 årlige sygetransporter. Her omfatter udbuddet driften af fire sygetransportvogne i dagtimerne og fire i aftentimerne.
  • Delområde 2 (Midt) består af kommunerne Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Furesø, Egedal, Ballerup, Herlev og Rødovre med ca. 13.000 årlige sygetransporter. Her omfatter udbuddet driften af fire sygetransportvogne i dagtimerne og en enhed i aftentimerne.
  • Delområde 3 (Syd) består af kommunerne Høje-Taastrup, Ishøj, Albertslund, Vallensbæk, Glostrup, Hvidovre, Brøndby, Tårnby og Dragør, samt bydelene Valby, Vesterbro, Amager vest og Amager Øst med ca. 17.000 årlige sygetransporter. Her omfatter udbuddet driften af to sygetransportvogne i dagtimerne og tre i aftentimerne.
  • Delområde 4 (Byen) består af bydelene Indre By, Østerbro, Bispebjerg, Nørrebro, Vanløse og Brønshøj samt Frederiksberg Kommune med ca. 20.000 årlige sygetransporter. Her omfatter udbuddet driften af fire sygetransportvogne i dagtimerne og tre i aftentimerne.

Der er frist for afgivelse af tilbud den 6. februar 2015, hvorefter det forventes, at regionsrådet træffer afgørelse om tildeling af kontrakter den 14. april 2015.

Flere interesserede bydere

Indtil videre tyder det på, at der kan komme pæn konkurrence om den liggende sygetransport.

Falck vil formentlig byde på alle fire delområder, men også hollandske BIOS – der har vundet en stor del af ambulancekørslen i Region Syddanmark – har deltaget i den tekniske dialog forud for selve udbuddet. Den store opgave med at starte op i Syddanmark kan dog afholde BIOS fra et satse på nye aftaler i Region Hovedstaden, men også efter det tidspunkt, hvor BIOS fik tildelt den syddanske ambulancekørsel, har det hollandske selskab vist interesse for udbuddet af den liggende sygetransport og været i fortsat dialog med Region Hovedstaden om udbudsmaterialet .

Københavns Brandvæsen ser også ud til at være en sikker byder, og brandvæsenet har netop indledt et udbud af en rammeaftale på opbygning af sygetransportvogne til brug for en eventuel kontrakt på den liggende sygetransport. Heraf fremgår det, at Københavns Brandvæsen har tænkt sig at byde på to delområder (formentlig delområde 3 og 4). Brandvæsenet vil anvende Mercedes-Benz 316R2 Kombi chassiser til sygetransporten.

Kravene til den liggende sygetransport er væsentligt mindre end til ambulancekørslen, og derfor vil også firmaer, der ikke har tilknytning til det præhospitale område, uden større problemer kunne byde ind på de forholdsvis små delområder i Region Hovedstaden. Ved sidste udbud var det således ventet, at f.eks. busselskaber og andre vognmænd ville være interesserede, men kun Falck og Københavns Brandvæsen endte med at byde – og først efter to udbud lykkedes det at finde en operatør i Københavns-området.

Annonce