Præhospital

SF: Ambulanceudbud ligner en rodebutik

SF’s sundhedsordfører, Jonas Dahl, er dybt bekymret for leveringssikkerheden i forbindelse med Samaritens overtagelse af ambulancekørsel i Danmark. “Et firma i økonomisk underskud vil givetvis forsøge at spare, hvor det kan, og det kan gå ud over borgernes sikkerhed for en ordentlig behandling, når ulykken er ude”, siger Jonas Dahl, der nu vil have sundhedsministeren til at redegøre for sagen.

Præhospital

Samariten annoncerer nu åbent efter investorer

“Hvis du har 258 mio. kr., så har vi et godt tilbud til dig”. Nej, helt så direkte er budskabet fra Samariten ikke, men efter dagens afsløring af, at selskabet desperat mangler kapital, så går Samariten nu åbent ud og søger efter investorer. Samariten skal angiveligt i alt rejse 258 mio. kr., og derefter skal 56 mio. kr. bruges til bankgarantier til regionerne – og den første bankgaranti skal være på plads om kun godt to uger, ellers mister Samariten kontrakten. Og Samaritten sætter nu tilsyneladende selv spørgsmålstegn ved, om selskabets ekspansion bliver til noget.

Præhospital

Samariten mangler 258 mio. kr. for at kunne starte i Danmark

Svenske Samariten, der har vundet danske ambulancekontrakter for ca. 400 mio. kr. om året, har ingen penge til at opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser med. På trods af tidligere forsikringer om, at selskabet står finansielt stærkt og allerede har en række investorer på plads, er Samariten i øjeblikket ude for at hente 258 mio. kr. til at finansiere satsningen i Danmark med. Samariten har ikke engang de 56 mio. kr., som skal stilles som bankgarantier til regionerne, og den første bankgaranti skal stilles allerede den 23. december. Alligevel er det Samaritens forventning, at de i de kommende år kan fordoble deres danske aktiviteter ved at vinde kontrakter for yderligere 500 mio. kr. om året.

Præhospital

225 ansatte i Københavns Brandvæsen får fyreseddel i julegave efter tabt udbud

Det bliver en dyster jul for ca. 225 ansatte i Københavns Brandvæsen. Umiddelbart før jul vil 170 ambulancereddere og 55 administrative og tekniske medarbejdere nemlig modtage en fyreseddel fra brandvæsenet. Årsagen er det tabte udbud af ambulancekørslen samt lukningen af brandvæsenets sygetransporttjeneste som følge af, at brandvæsenet ikke havde budt på den liggende sygetransport.

Præhospital

Stadig intet nyt fra Samariten

Samariten annoncerede i sidste uge, at selskabet i dag tirsdag ville komme med yderligere information om opstarten af Samaritens nye aktiviteter i Region Midtjylland og Region Hovedstaden. Indtil videre er der dog ikke kommet nogen information fra Samariten, selv om selskabets hjemmeside stadig oplyser, at der offentliggøres information den 2. december 2008. Samtidig afviser Foreningen af Kommunale Beredskabschefer Samaritens oplysninger om, at der skulle have været afholdt – eller arrangeret – et møde mellem beredskabscheferne og Samariten.

Google Maps
Præhospital

Borgmester: Udbud giver bedre ambulancekvalitet på Frederiksberg

Frederiksberg Brandvæsen vandt som bekendt udbuddet af ambulancekørslen på Frederiksberg og i Vanløse, og det betyder blandt andet øget kvalitet og helt nye ambulancer – men måske også højere responstider. Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K), er stolt af sit brandvæsen: “Frederiksberg Brandvæsen er noget særligt”, siger borgmesteren, der samtidig fremhæver, at brandvæsenet endnu engang har demonstreret, at når man går efter noget, så når man også i mål. Mads Lebech uddelte i øvrigt ros til Frederiksberg Brandvæsen for at være gået meget professionelt ind i udbuddet.

Præhospital

Københavns Brandvæsen får tre måneder ekstra

Københavns Brandvæsens nuværende kontrakt med Region Hovedstaden om ambulancekørsel og liggende sygetransport udløber den 1. juni 2009, men de store problemer med den nye vagtcentral er en af de væsentligste årsager til, at Region Hovedstaden nu har valgt at forlænge kontrakten med Københavns Brandvæsen i tre måneder. Det indebærer, at de nye ambulanceoperatører først skal overtage opgaven pr. 1. september 2009. 

Præhospital

Samariten er klar til udfordringen

I går forudsagde brandchef Jan Axlev fra Københavns Brandvæsen, at Samariten aldrig kommer i gang i Danmark. Men hos Samariten er de ikke bekymrede. “Det er helt klart en stor udfordring, men det er ikke første gang, vi har vundet et udbud og skal vokse hurtigt. Udfordringen i Danmark er vores hidtil største, men vi har også betydeligt flere ressourcer og mere erfaring nu”, siger Ulf Kanfjäll, der er den ene af tre Kanfjäll-brødre, som ejer Samariten. Han forventer, at Samariten får en overenskomst på plads inden jul.

Præhospital

FOA: Politikerne spiller hasard med borgernes liv

Politikerne i Region Hovedstaden er tekniske barbarer, der tror, at man kan reducere antallet af ambulancer i København og smide 100 års erfaring med ambulancekørsel overbord uden at det vil få konsekvenser – og det er både dumt og naivt. Sådan lyder FOA’s karakteristik af resultatet af Region Hovedstadens udbud af ambulancekørslen. FOA organiserer de københavnske ambulancefolk, og fagforeningen frygter, at mange ambulancefolk nu vil søge andet arbejde.

Præhospital

Københavns brandchef om Samariten: Jeg tror slet ikke, at de kommer i gang

I går lød udmeldingen fra Københavns brandchef, Jan Axlev, at kombinationen af ambulanceudbud, ny vagtcentral og nyt kommunikationssystem i sidste instans vil medføre et sammenbrud af den samlede ambulancetjeneste i Region Hovedstaden. Og i dag er brandchefen tilsvarende direkte, når han skal vurdere det firma, som skal overtage størstedelen af dén ambulancekørsel, som Københavns Brandvæsen i dag varetager: “Jeg tror slet ikke, at de kommer i gang”, siger Jan Axlev om svenske Samariten.