Præhospital

Papirmanøvre forbedrede ambulancers udrykningstid med et halvt minut

Det var ikke kun antallet af ambulancer, som blev ændret, da Region Hovedstaden den 1. september 2009 lancerede et nyt akutberedskab. Også metoden til opgørelse af ambulancernes udrykningstid blev ændret, så udrykningstiden ikke længere opgøres som et gennemsnit for alle ambulanceudrykninger. I stedet gik Region Hovedstaden over til kun at medregne de 50% hurtigste ambulancer, når udrykningstiderne skulle opgøres. Ifølge regionen var resultatet det samme, men nye tal viser, at regionens påstand ikke holder vand. Der er således en markant forskel på udrykningstiden, alt efter om den opgøres efter den ene eller anden metode, og ved at vælge den mest fordelagtige opgørelsesmetode har Region Hovedstaden skåret over et halvt minut eller ca. 10% af ambulancerne udrykningstider – men vel at mærke kun på papiret.

Brandvæsen

Falck sælger sin station i Vordingborg til kommunen

Falck-stationen i Vordingborg bliver solgt først i det nye år, men Falck bliver boende med personale og køretøjer. Det afslørede stationsleder Jesper Hansen, da han i sin tale ved Falck i Vordingborgs nytårsparade fortalte om stationens fremtid, som længe har været uvis. Byrådet i Vordingborg havde i det for nylig udløbne års budget afsat midler til at bygge en ny, fælles redningsstation i kommunen, men da det i en periode så ud som om Falck ville miste ambulancekørslen i Region Sjælland til svenske Samariten, var der forståeligt nok fra Falcks side ingen interesse i eller behov for en ny station. Men nu bliver stationen altså solgt – til Vordingborg Kommune.

Brandvæsen

Kommunal brandslukning på hele Djursland fra 2011

De to kommuner på Djursland – Syddjurs og Norddjurs – har haft brandslukningen i et fælles udbud, og resultatet er blevet, at kommunerne selv skal varetage al brandslukning fra 1. januar 2011. I dag er opgaven delt mellem et fælleskommunalt brandvæsen, der har seks stationer, og Falck, der har brandstationer i Hornslet og Rønde. Falcks tilbud på brandslukningen beskrives som væsentligt dyrere end kommunernes kontrolbud.

Præhospital

Ambulancefolk er klar til nye faglige møder hvis der ikke opnås dialog med region

Borgerne i Region Hovedstaden kan ikke være tjent med det nuværende serviceniveau i ambulancetjenesten, og derfor er ambulancefolkene i Københavns og Frederiksberg brandvæsener klar til nye faglige møder, hvis det ikke lykkes at få en dialog med Region Hovedstaden. Det meddeler ambulancefolkene efter dagens faglige møde, der havde deltagelse af ca. 70 medarbejdere fra de to brandvæsener. Under det 50 minutter lange faglige møde var fire ambulancer fra Københavns Brandvæsen og to fra Frederiksberg Brandvæsen kun delvist til disposition for Region Hovedstadens vagtcentral. Ambulancefolkene havde dog tilkendegivet, at de ville rykke ud til alvorlige opgaver, og under det faglige møde blev der da også gennemført tre udrykninger.

Brandvæsen

Lejre Kommune vil opsige kontrakt med Roskilde Brandvæsen

I dag har Lejre Kommune kontrakt med Roskilde Brandvæsen om brandslukningen i et område, der svarer til den gamle Lejre Kommune, mens kommunen selv står for brandslukningen i de gamle Hvalsø og Bramsnæs kommuner. Men med et nyt politisk flertal i Lejre Kommune er der lagt op til, at kontrakten med Roskilde Brandvæsen siges op og at Lejre Brandvæsen i stedet skal overtage slukningen.

Google Streetview
Brandvæsen

Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen overtager brandslukning i Fredensborg

Efter to forgæves forsøg på at finde en operatør til brandslukningen i den sydlige del af Fredensborg Kommune – den gamle Karlebo Kommune – har Fredensborg Kommune nu besluttet, at det bliver Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen, som fra 1. marts 2010 skal stå for brandslukningen i det område, der i dag dækkes af Falck i Fredensborg. Dermed er det også slut med en brandstation i området, da slukningen vil blive udført fra Rudersdal-Hørsholm Brandvæsens eksisterende station i Hørsholm.

Google Maps
Brandvæsen

FOA: Tillidsfolk blev ekskluderet for illoyal optræden

Som BeredskabsInfo tidligere har omtalt, har FOA-afdelingen FOA 1, der blandt andet har brand- og ambulancefolk fra hovedstadsområdet som medlemmer, ekskluderet to tillidsfolk fra Vestegnens Brandvæsen. FOA uddyber nu baggrunden for eksklusionen, der ifølge fagforeningens lokale ledelse skete, fordi “begge arbejder imod FOA 1’s holdninger og beslutninger”, og at “de forfølger kollegaer på arbejdspladsen, fordi disse er medlemmer af FOA 1”.

Præhospital

Ambulanceredder fik 50.000 kr. i erstatning for fyring

Det var ikke som sådan forkert at fyre manden. Men måden, man gjorde det på, var forkert. Sådan lyder konklusionen på en to år gammel personalesag, der fandt sin afslutning i sidste uge. Det er sagen om ambulanceredder Michael Brandt, der i efteråret 2007 blev fritaget for tjeneste fra Gentofte Brandvæsen for siden at blive fyret. Ifølge ham selv skete det, fordi han havde ytret sig kritisk om kommunikationssystemet Tetra i medierne. Ifølge Gentofte Kommune, fordi han havde sjusket med nogle ambulancejournaler, opført sig truende over for en overordnet og nægtet at deltage i en undersøgelsesgruppe.

Brandvæsen

FOA ekskluderer to tillidsmænd

Fronterne er fortsat trukket hårdt op mellem de to faglige organisationer, der konkurrerer om at få de kommunale brandfolk i Storkøbenhavn som medlemmer. Senest har den ene af organisationerne, FOA, besluttet at ekskludere to tillidsmænd for de fastansatte brandfolk ved Vestegnens Brandvæsen. Det sker fordi FOA mente, at de to tillidsmænd var gået for langt i deres anbefaling af Brandfolkenes Organisation. I mellemtiden er Brandfolkenes Organisation tilsyneladende på vej ind i LO via en optagelse som selvstændig branche under 3F/Chaufførernes Fagforening.