Biltyv stak af i Falck-bil efter ulykke

En 20-årig biltyv forulykkede tirsdag aften i en stjålet bil, men det stoppede ikke den unge mand, som på ulykkesstedet ved Hørve stjal en Falck-bil, hvorefter han flygtede. Undervejs snittede han en politibil, men ved Svinninge kørte han i grøften med Falck-bilen og blev kort efter anholdt.

Bilen, som den 20-årige og en 19-årig kammerat forulykkede i, havde de få timer forinden stjålet i Vig, og da bilen var endt på hovedet, blev både politi og brandvæsen tilkaldt. Her brugte den 20-årige forvirringen til at stjæle Falck-bilen.

”Vores brandmænd troede først, at Falck-manden var på vej væk i bilen igen. Men da Falck-bilen kørte af sted i høj fart, snittede en politibil, og de selv måtte springe til siden, inden bilen kørte ud over en mark, fandt de ud af, at den var helt gal”, fortæller indsatsleder Johnny Hellfritzsch, Odsherred Brandvæsen, til Nordvestnyt.

Politiet har mistanke om, at i hvert fald den 20-årige, der stjal Falck-bilen, var påvirket af narkotika, og det skal en blodprøve senere fastslå. Han vil dog under alle omstændigheder blive sigtet for to tilfælde af biltyveri.

Annonce