En ambulancebehandler og tre læger får ikke kritik for at undlade immobilisering ved transport af en patient efter et trafikuheld. Det fremgår af en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Nævnet slår fast, at immobilisering af nakke og ryg efter trafikuheld ikke er indiceret, når der ikke er subjektive klager eller objektive fund.
En sag ved Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn er endt med kritik af en paramediciner, der ifølge nævnet handlede væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af en patient med en blødersygdom. Paramedicineren afsluttede behandlingen, men senere blev det konstateret, at patienten havde en hjernehindeblødning.
En paramediciner handlede væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard under en udrykning i maj 2014. Det har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgjort. Nævnet retter hård kritik mod paramedicineren for at have ladet en patient gå ned af trappen selv, trods at der var mistanke om blødning i hjernen. Paramedicinerens kritiseres også for, at der ikke blev målt GCS og EKG samt at trombolysevagten ikke blev kontaktet.
Selv om en patient har en aftale med et bestemt sygehus om, at patienten skal henvende sig dér, såfremt der opstår problemer efter en operation, er det i orden, hvis en ambulancebehandler vælger at følge den lokale driftsstandard og bringe patienten til det nærmeste, egnede sygehus. Det fastslår Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
En ambulancebehandler handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard, da han i august 2010 blev kaldt ud til en kvinde, der var faldet. Behandleren mente, at kvinden var beruset, men i en ny afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiseres behandleren for at have fokuseret på tilstedeværelsen af tomme flasker og spirituslugt – og undladt at foretage en undersøgelse af patienten samt undladt forsøg på at overtale patienten til at følge med på skadestuen. Desuden kritiseres det, at ambulancebehandleren ikke skrev en ambulancejournal.
Det var væsentligt under normen for almindeligt anerkendt faglig standard, da en ambulancebehandler i januar 2007 undlod at foretage en grundig undersøgelse af en patient, som havde 2. og 3. grads forbrændinger på 15 % af kroppen. I stedet overlod ambulancebehandleren patienten til hjemmesygeplejen, og det udløser nu en hård kritik fra Patientklagenævnet, der indskærper, at ambulancebehandleren skal udvise større omhu i sit fremtidige virke. For første gang kritiserer Patientklagenævnet også en redder, der fungerede som assistent på udrykningen. Han var nemlig også uddannet som ambulancebehandler, og ifølge Patientklagenævnet skulle han have grebet ind, da hans kollega fejlvurderede situationen.
I oktober 2008 rykkede en ambulance ud til en 68-årig kvinde, som i løbet af dagen havde fået et ildebefindende flere gange. Ambulancebehandleren foretog måling af værdier, idet der blev målt iltmætning i blodet (saturation), blodtryk, puls og respirationsfrekvens, ligesom en ekg-overvågning ikke viste noget at bemærke. Derefter foretog ambulancebehandleren sig ikke yderligere, og det var ifølge Patientklagenævnet en fejl.
Der er ikke grundlag for at kritisere hverken ambulancebehandlere, ambulancelæge eller skadestuelæge efter en udrykning til en patient, der senere viste sig at have haft en blodprop i venstre tinding. Patienten klagede til Patientklagenævnet, bl.a. over at ambulancebehandlerne havde afmeldt lægeambulancen, men ifølge nævnet handlede de to ambulancebehandlere fagligt korrekt.
Copyright © 2021 · BeredskabsInfo