Redder overmandede 58-årig mand med oversavet jagtgevær

En Falck-redder fik torsdag overmandet en 58-årig mand, der i Assens truede en hjemmehjælper med et oversavet jagtgevær. Geværet viste sig efterfølgende at være skarpladt. Redderen var på stedet, fordi den 58-årige mands nabo havde fundet manden med en mindre læsion i hovedet og ringet 112.

Ambulanceredderne vurderede imidlertid, at skaden kunne klares med hjælp fra den 58-åriges hjemmehjælper, der blev tilkaldt.

Ifølge BT var redderne ved at forlade den 58-åriges hjem, da manden rakte ned under en sofa og hev geværet frem. Derefter truede han hjemmehjælperen, men det lykkedes den ene redder at slå geværet væk, overmande den 58-årige og vriste geværet fra ham. Derefter kunne det konstateres, at geværet var ladt.

Den 58-årige var ifølge Fyns Politi påvirket. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør.

Annonce