Roskildes ambulancer skal i udbud

Arkivfoto: Lasse Christiansen

Det bliver ikke i Roskilde-området, at Region Sjælland får lov til selv at køre ambulancer. Det står klart, efter at det stort flertal i Region Sjællands forretningsudvalg har besluttet, at ambulancekørslen – der i dag varetages af Roskilde Brandvæsen – skal sendes i udbud. Embedsmænd i regionen havde ellers lagt op til, at regionen kunne hjemtage opgaven for at sikre konkurrencen, men kun SF støttede det forslag.

Roskilde Brandvæsen vandt kontrakten på ambulancekørslen i Roskilde og Lejre kommuner i første runde af Region Sjællands ambulanceudbud, hvor Samariten vandt den øvrige ambulancekørsel. Da Samariten gav op, blev der gennemført et nyt udbud i alle andre områder end Roskilde.

Dermed er det også ambulancekontrakten med Roskilde Brandvæsen, der som den første udløber, og det har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der skal gennemføres et nyt udbud i forbindelse med kontraktudløbet i begyndelsen af 2014. Som alternativ er det blevet foreslået, at regionen selv skal overtage ambulancekørslen i området, fordi man dermed vil kunne sikre, at Falck ikke vinder udbuddet og dermed potentielt får en form for monopol på den sjællandske ambulancekørsel.

Mandag blev en hjemtagning imidlertid afvist af et massivt flertal i Region Sjællands forretningsudvalg, hvor kun SF støttede en hjemtagning. Da SF ønskede sagen behandlet i regionsrådet, bliver det dog regionens øverste politiske organ, som formelt skal tage endelig stilling til spørgsmålet.

Forretningsudvalget besluttede, at der skal gennemføres et udbud, men at det kun skal omfatte en periode på to år. Dermed er der stor sandsynlighed for, at Roskilde Brandvæsen under alle omstændigheder bevarer ambulancekørslen, da brandvæsenets konkurrenter næppe vil have den store interesse i at investere store summer i opbygningen af en ambulancetjeneste i Roskilde-området, når de risikerer at miste opgaven igen efter kun to år.

Annonce