To virksomheder er blevet prækvalificeret i Region Sjællands ambulanceudbud

Det bliver Falck og PreMed, som skal kæmpe om kontrakterne på ambulancekørsel og liggende sygetransport i Region Sjælland. De to virksomheder er som de eneste blevet prækvalificeret i første runde af regionens udbud. Falck står i dag for opgaven, mens PreMed er en ny operatør, der endnu ikke har vundet kontrakter i Danmark.

Region Sjælland har tilrettelagt en udbudsproces med forhandling. Det forventes, at de endelige tilbud evalueres i september eller oktober 2021, hvorefter regionsrådet skal tage stilling til tildeling af kontrakterne.

Opgaven udbydes i fire delaftaler. Region Sjælland vil hjemtage driften i to af delaftalerne, men hvilke det skal være, afgøres først efter udbuddet, når de private virksomheders tilbud kan sammenlignes med regionens egen kontrolberegning.

Fristen for at ansøge om prækvalifikation var den 25. januar 2021. Den efterfølgende vurdering har vist, at Falck og PreMed lever op til betingelserne for at blive prækvalificeret. De opfordres derfor til at afgive tilbud.

PreMed er et dansk selskab, hvor størstedelen af aktierne – nemlig 51 pct. – er ejet af finske 9Lives, som er den største private ambulanceoperatør i Finland. 9Lives driver 50 ambulancer, som er fordelt på 20 stationer. Desuden er 9Lives Finlands største private leverandør af hjælp til respiratorbrugere. Virksomheden har 350 ansatte og en årlig omsætning på 120 mio. kr. Frem til 2018 var 9Lives ejet af danske Falck, som derefter solgte selskabet til den lokale ledelse.

Annonce