Ærø får korps af frivillige akuthjælpere

Fremover vil frivillige borgere på Ærø rykke ud som supplement til ambulancen, når der ringes 112 om potentielt livstruende sygdom eller tilskadekomst. En gruppe af borgere har stiftet Ærø Hjertestarterforening, som i første omgang har 54 medlemmer, men som satser på at nå op på 100 medlemmer, der kan rykke ud som akuthjælpere.

Ærø Hjertestarterforening blev stiftet i november, hvor den kunne præsentere et medlemskartotek med 54 borgere. I januar vil der blive gennemført førstehjælpskurser, og så vil foreningen være klar til at drive en akuthjælperordning, der rykker ud ved 112-opkald om akut sygdom eller tilskadekomst.

Målet er, at akuthjælperne i 98 pct. af tilfældene skal ankomme før ambulancen, og derfor satser foreningen på en gennemsnitlig responstid på ca. 4 minutter.

Hos Region Syddanmark er man indstillet på at anerkende den nye forening som en akuthjælperordning, hvilket er en forudsætning for, at foreningens medlemmer kan modtage underretning om 112-opkald. Desuden vil regionen give en årlig driftsbevilling på 100.000 kr. til uddannelse og udstyr.

Annonce