Analyse: En effektiv indsats forhindrede omfattende skader ved lejlighedsbrand


En effektiv indsats fra beredskabet afbødede i betragtelig grad konsekvenserne af en voldsom brand i en lejlighed på Bindeleddet i Bagsværd, hvor gennembrænding af etageadskillelsen medførte brandspredning til tagkonstruktionen. Branden kunne have medført langt større økonomiske omkostninger, viser en analyse, som Beredskab Øst har foretaget.

Ved den brand, som Beredskab Øst har analyseret, var der tydelige flammer fra lejlighedens tagvindue og kraftig røg fra ejendommens spidsloft, da beredskabet nåede frem. Indsatslederen rekvirerede straks ved ankomst yderligere slukningskøretøjer samt ledelsesstøtte således, at der indenfor de første 10 min. var to specialsprøjter, to stigevogne, en vandtankvogn og en almindelig sprøjte med i alt 22 mand på stedet.

Branden var meget kraftig i hele lejligheden og havde spredt sig ejendommens spidsloft, som ligger over den brændende lejlighed. En effektiv indsats med mange ressourcer og anvendelse af flere typer avanceret slukningsudstyr formåede at bremse udviklingen af lejlighedsbranden og hindre en fuldstændig antændelse af tagkonstruktionen.

Valg af værktøjer

”Det er altafgørende at definere målet med indsatsen fra start. De rigtige slukningsværktøjer skal vælges, så den taktiske plan kan udføres og dermed opnå et godt og hurtigt resultat”, fortæller indsatsleder Simon Kjærgaard fra Beredskab Øst.

Målet med indsatsen var at hindre skader på de underliggende lejligheder og derfor forhindre branden i at gå fra en mindre brand i tagkonstruktion til en fuldt udviklet tagbrand, som traditionelt kan medføre store vandskader i de underliggende lejligheder.

Derfor indsættes straks ved den supplerende assistances ankomst en skæreslukker fra en drejestige via ejendommens gavl, som kan køle de varme røggasser. Skæreslukkeren leverer kun 60 liter vand pr. minut under meget højt tryk og kan let skære gennem murværk. Vandtågen sikrer, at varme røggasser bliver kølet effektivt og giver minimale vandskader.

Indledningsvist søges branden bekæmpet ved at indsætte røgdykkerhold via bygningens trappe samt udvendigt fra jorden i et forsøg på at forsinke brandens udvikling. Det nye slukningsværktøj CAFS (trykluftskum) blev anvendt fra baggården og sprøjtes ind af lejlighedens tagvindue, og dæmper branden øjeblikkeligt og sikrede mod sprængte tagsten.

CAFS er en kombination af trykluft, vand og skum, som har en slukningseffekt, der er 7-8 gange bedre end traditionelt vand, og kan desuden kastes over længere afstande. Den bedre slukningseffekt og mindre anvendelse af vand har en yderst positiv indvirkning på de traditionelle følgeskader fra slukningsvand ved brand.

”Det stiller store krav til organisationen at kunne mestre håndteringen af flere avanceret slukningsværktøjer på samme tid. I denne situation lykkes alle niveauer lige fra brandmand til indsatsleder med opgaverne”, fortæller Martin Brix, som under indsatsen fungerede som skadestedsleder.

Hurtig følgeskadebekæmpelse og værdiredning

Den kraftige varme fra branden havde resulteret i, at en radiator var sprunget læk, og derfor tilkaldtes foruden et traditionelt skadeservicefirma også følgeskadekøretøj fra Beredskab Øst, som inden skadeservicefirmaets ankomst havde foretaget afdækning af indbo og opsugning af vand fra radiatoren i den underliggende lejlighed, ligesom indbo, herunder nogle dyre malerier, blev taget ud af bygningen og beskyttet mod vejrlig.

”Det er helt afgørende, at vi ikke begrænser vores opfattelse af skaden til selve brandbekæmpelsen, men ser det i et større perspektiv og sætter de skadelidte i centrum”, siger Michael K. Andersen fra Beredskab Øst og fortsætter:

”For skadelidte, som har haft en brand for første gang, er vandskade og røgskade det samme – deres uerstattelige ejendele er gået tabt, og de skal måske genhuses i en periode. Vi skal se på den samlede opgaveløsning og anvende den metodik og taktik, som giver mest mulig effekt og mindst mulig skade – også selvom det kan betyde, at visse dele af det, som brænder, ikke slukkes, for at hindre vandskade”.

Vandstøvsugere og afdækning af indbo sikrede efterfølgende, at alle beboerne i ejendommen kort efter midnat kunne vende tilbage til deres lejligheder, undtagen den udbrændte lejlighed.

Forebyggelse

Beredskab Øst besøgte den følgende dag ejendommen for at drage læring om brandens udvikling og forløb til efterfølgende evaluering og læring af hændelsen i hele organisationen. I den forbindelse havde beredskabet lejlighed til at udlevere røgalarmer til alle ejendommens beboer og tale om forebyggelse af brand.

”Det føles rigtigt at afslutte en sådan hændelse på den måde og tale med beboerne om deres oplevelser – det lærer vi også noget af”, siger Simon Kjærgaard, som samlet set er meget tilfreds med den vellykkede indsats.

Foto: Bjørn Nielsen.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure