Beredskabsforbundets præsident skifter til Hjemmeværnet

Bjarne Laustsen
Bjarne Laustsen

Beredskabsforbundets præsident siden 2006, den 59-årige Bjarne Laustsen, bliver fra 1. november 2013 ny kommitteret for Hjemmeværnet. Det medfører, at han næste år stopper i Beredskabsforbundet. Gennem sit politiske virke har Bjarne Laustsen opbygget et indgående kendskab til Forsvaret samt Hjemmeværnet, og han vil derfor ifølge forsvarsministeren blive et godt bindeled mellem Hjemmeværnet, det politiske niveau samt befolkningen.

Den kommitterede for Hjemmeværnet udgør sammen med chefen for Hjemmeværnet Hjemmeværnsledelsen. Hjemmeværnsledelsen er ansvarlig for Hjemmeværnets samlede virke. Den kommitterede for Hjemmeværnet leder arbejdet med at rekruttere frivillige til Hjemmeværnet, ligesom den kommitterede er ansvarlig for Hjemmeværnets informationsvirksomhed. Derudover er det den kommitteredes opgave at arbejde for et godt forhold mellem befolkningen og Hjemmeværnet.

”Jeg er glad for, at valget er faldet på Bjarne Laustsen som ny kommitteret for Hjemmeværnet. Hjemmeværnet er inde i en rigtig positiv udvikling. Det gælder både i forhold til rekruttering og i forhold til befolkningens anerkendelse af det kæmpestore arbejde, som Hjemmeværnets tusindvis af frivillige udfører hver dag året rundt til gavn for os alle sammen”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

Beredskabsforbundet oplyser, at man i organisationen er kede af præsidentens afgang, men ser frem til et styrket samarbejde med Hjemmeværnet. ”Vi vil uden tvivl komme til at savne Bjarne Laustsen som præsident for Beredskabsforbundet. Hans arbejde for at fremme frivilligtanken har styrket os gennem hans syv år ved forbundet. Men samtidig glæder vi os også over, at Bjarne fortsætter sit virke inden for arbejdet med at fremme frivilliges indsats og synlighed. Beredskabsforbundet har et godt samarbejde med Hjemmeværnet, og det ville kun glæde os, om det i endnu højere grad kunne styrkes i fremtiden. Det vil naturligvis ske som et led i de mange resultater, som Bjarne helt sikkert vil skabe i spidsen for Hjemmeværnet, og som han ligeledes har skabt for Beredskabsforbundet ved blandt andet at sikre forbundet opgaven med den succesrige Bliv Brandmand Nu-kampagne”, siger Beredskabsforbundets landschef, Per Junker Thiesgaard.

”I mine år som præsident for Beredskabsforbundet har jeg medvirket til at skabe bedre vilkår for de frivillige i beredskabet og at føre dette ajour med udviklingen. Som følge af udnævnelsen vil jeg bede om at blive afløst på posten ved forbundets landsmøde i juni 2014, og jeg vil benytte lejligheden til at udtrykke min store tilfredshed med det arbejde, vore frivillige i Beredskabsforbundet har udført”, siger Bjarne Laustsen.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure