Beredskabsforbundets landsrådsmøde bliver i år kun på én dag – og uden gæster

Beredskabsforbundets landsrådsmøde 2020 blev først udskudt fra juni til oktober. Nu afvikles det lørdag den 24. oktober 2020, men efter et forsigtighedsprincip for at undgå at bidrage til spredning af coronavirus. Der deltager således i år alene delegerede med stemmeret, og der bliver altså hverken inviteret gæster eller indlægsholdere.

Landsrådet er det øverste organ i Beredskabsforbundet, og det er et vigtigt møde, hvor bl.a. udpegning af Beredskabsforbundets øverste ledelse finder sted. Beredskabsforbundets landsledelse har derfor vedtaget at gennemføre landsrådsmødet for 2020, men dog med visse forholdsregler.

“Det er vigtigt for Beredskabsforbundet, at vedtægterne følges, og at landsrådet afholdes hvert år. Det er også fundet vigtigt, at det er muligt for de delegerede at møde frem til Landsrådet. Da vi udsatte landsrådet fra juni til oktober, var det i håbet om, at COVID-19 var forsvundet ud af landet. Det er den jo desværre ikke, og det er tvivlsomt, om den er forsvundet i oktober. Imidlertid er Danmark mere åbent, end det var i juni, og det er derfor muligt at afholde landsrådet”, fortæller Carsten Iversen, der er direktør for Beredskabsforbundet.

“Vi kan som en del af beredskabet ikke bidrage til spredning af coronavirus, og i endnu mindre grad være så uansvarlige, at vi risikerer at sænke robustheden i beredskabet, ved at deltagerne bringer smitten hjem i egne beredskaber”, tilføjer Carsten Iversen.

Kun en enkelt dag

Retningslinjerne fra myndighederne gør det muligt at samles mere end 100 personer, da arrangementet vil blive et stillesiddende arrangement. Men landsrådsmødet holdes med begrænsninger og restriktioner. Det betyder, at landsrådet ikke holdes over to dage som normalt. Landsrådsmødet holdes i år på én dag, lørdag den 24. oktober 2020. Dagen begynder med en dagsorden efter vedtægterne, herunder udpegning eller genudpegning af vicelandschef.

Til landsrådet inviteres i år alene delegerede med stemmeret, så antallet af deltagere begrænses mest muligt. Der bliver således hverken inviteret gæster eller indlægsholdere.

“Landssekretariatet går nu i gang med at identificere de delegerede, der skal inviteres, og påbegynde de forholdsregler, som skal efterleves med afspritning, afstand og eventuelt mundbind etc. Det betyder samtidig, at vi følger situationen nøje de næste uger for at se, om vi kan skrue op eller ned for arrangementet”, siger Carsten Iversen.

Annonce