Efter strid på redningsstation: Må muligvis holde lukket fra mandag

Kystredningsstationen i Skagen. Arkivfoto.

Fra på mandag vil kystredningsstationen i Skagen muligvis ikke længere kunne bemandes. Efter en strid mellem stationens ledelse og medarbejderne har seks af de 16 lokale redningsfolk nemlig valgt at sige kollektivt op. Opsigelserne træder i kraft fra månedsskiftet, og derefter vil stationen formentlig få problemer med at rykke ud.

Kystredningsstationen i Skagen er en af 21 redningsstationer i Danmark, som drives at Kystredningstjenesten under Søværnet. I Skagen er der 16 redningsfolk, men på mandag stopper seks af dem.

Det er en langvarig strid mellem den lokale ledelse og medarbejderne, som har resulteret i de kollektive opsigelser. Konsekvensen er, at redningsstationen i perioder vil kunne få svært ved at stille med nok mandskab til at håndtere akutte redningsindsatser.

Kystredningstjenesten lægger op til, at hjælpen til nødstedte i farvandene omkring Skagen i stedet skal komme fra redningsstationerne Hirtshals, Sæby og Læsø, hvis redningsstationen i Skagen i perioder er ude af drift.

Annonce