Falck mister to jyske kontrakter

Arkivfoto

Den 1. januar 1998 mister Falck brandslukningen i to jyske kommuner. Hedensted Kommune har efter en licitation besluttet at overdrage brandslukningen til Vejle Kommunes Beredskab, og Fjends Kommune etablerer et selvstændigt brandvæsen efter hidtil at have fået stor slukningshjælp fra Falck i Skive.

Tidligere var det sådan, at når først en kommune havde indgået kontrakt med Falck, så var det uhyre sjældent at man skiftede tilbage til kommunalt brandvæsen – bl.a. fordi omkostningerne ved at etablere et nyt, kommunalt brandvæsen med køretøjer og brandstation er meget høje. På det seneste er de større kommunale beredskaber imidlertid begyndt at give tilbud på brandslukningen i de omliggende kommuner, og det viser sig ofte, at de er billigere end Falck.

For nogle år siden overtog Silkeborg Brandvæsen således brandslukningen i nabokommunerne Gjern og Them fra Falck, og i Allerød kom Birkerød Brandvæsen angiveligt med det billigste tilbud, men her valgte kommunen alligevel Falck som samarbejdspartner.

Annonce