Ny app til varsling ved større ulykker er populær

Onsdag lancerede Beredskabsstyrelsen, Vejdirektoratet, Danmarks Meteorologiske Institut og Rigspolitiet en ny app, som fremover skal anvendes til at udsende beredskabsmeddelelser fra myndighederne, udvalgte varsler om farligt vejr samt særmeldinger om akutte og længerevarende motorvejs- og brospærringer. Og den nye app er populær: Torsdag var app’en den mest downloadede af de gratis apps i Apple App Store.

Den nye app, Mobilvarsling, topper hitlisten over de oftest downloadede gratis apps i Apple App Store. Med en gennemsnitlig brugerbedømmelse på fire ud af fem mulige stjerner ser app’en desuden ud til at være blevet godt modtaget blandt brugerne.

App’en udsender advarsler fra flere myndigheder via en alarmlyd på telefonen og skal være med til at sprede vigtig kriseinformation.

”Med den nye app tager vi nu endnu et skridt mod at få vigtig – og i visse tilfælde livsvigtig – information direkte ud til borgerne i forbindelse med større ulykker og katastrofer herhjemme. Hurtig og relevant kriseinformation til borgerne højner vores allesammens sikkerhed og kan i sidste ende redde menneskeliv”, siger forsvarsminister Peter Christensen.

En ekstra varslingsmulighed

Myndighederne advarer og informerer i forvejen via bl.a. beredskabsmeddelelser, pressen, sociale medier og varslingssirener. App’en er altså ikke nødvendig for at blive opdateret under en krisesituation, men giver mulighed for at advare brugeren direkte.

App’en opfordrer brugeren til at dele relevante advarsler via f.eks. sms eller sociale medier, så budskabet hurtigt kan spredes til familie, venner og bekendte.

”Mobiltelefonen har ændret vores måde at kommunikere på, og vi har alle meget nemmere ved at nå hurtigt ud til mange mennesker. Det giver nye muligheder for at gøre den enkelte borger til en aktiv del af beredskabet ved ulykker og katastrofer frem for blot en passiv modtager af hjælp og information fra myndighederne”, fortæller Beredskabsstyrelsens kommunikationschef, Thomas Dybro Lundorf.

Mobilvarsling er udviklet af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Vejdirektoratet, Danmarks Meteorologiske Institut og Rigspolitiet og udsender pt. beredskabsmeddelelser fra myndighederne, udvalgte varsler om farligt vejr og særmeldinger om akutte og længerevarende motorvejs- og brospærringer.

Mobilvarsling er gratis og fås til iOS- og Android-telefoner.

Annonce