Autohjælp

Glat føre sendte Falck-Unimog i grøften

En Unimog bjergningsvogn fra Falck forulykkede onsdag morgen syd for Vejrumbro ved Viborg. Ulykken skete, da bjergningsvognen passerede et mindre skovområde, hvor redderen på grund af glat føre mistede kontrollen over køretøjet, som kørte i grøften og ramte et træ. Redderen blev fastklemt og måtte klippes fri.

Præhospital

Akutlægebil brød i brand på motorvejen

En akutlægebil fra Falck brød fredag morgen i brand på motorvejen mellem Arnborg og Herning. Akutlægebilen var med udrykning på vej til en opgave, da der opstod en brand i motoren, hvorefter brandvæsenet måtte tilkaldes. Hverken læge eller lægeassistent kom noget til ved branden, der heller ikke fik betydning for patienten.

Brandvæsen

Sverige: To brandfolk dræbt ved ulykke under udrykning

To brandfolk på 32 og 43 år blev torsdag middag dræbt ved Smedjebacken i Sverige, da en autosprøjte forulykkede, mens den med udrykning var på vej til en soloulykke. Ulykken skete tilsyneladende ved, at autosprøjten under passagen af en lastbil kom ud i rabatten, hvorefter føreren mistede kontrollen over køretøjet, der ramte autoværnet i den modsatte side af vejen og væltede otte meter ned i en kløft. Tre andre brandfolk blev alvorligt kvæstede, men overlevede ulykken.

Præhospital

Fire på sygehuset efter sammenstød mellem akutbil og personbil

Falcks akutbil fra Grindsted stødte søndag ved 15-tiden sammen med en personbil, da akutbilen med udrykning kørte i retning ad Billund. Ifølge de foreløbige oplysninger skete der en misforståelse mellem akutbilens og personbilens fører, således at ambulanceredderen troede, at personbilen, som var ved at svinge, havde set akutbilen og holdt tilbage. Det var imidlertid ikke tilfældet, og akutbilen ramte derfor med stor fart personbilen i siden. Fire personer er bragt på sygehuset, men der skulle ikke være tale om livsfarlige kvæstelser.

Præhospital

Ambulance torpederede krondyr

En ambulance fra Falck blev natten til onsdag sat ud af spillet ved et voldsomt sammenstød med et krondyr. Ambulancen var med udrykning på vej til Herning med en patient, da den ramte krondyret, som allerede var blevet påkørt af en udenlandsk lastbil. Ulykken skete, mens en forbipasserende snakkede i telefonen med Falcks vagtcentral om det påkørte dyr – og samtidig forsøgte at advare ambulancen om forhindringen på vejen.

Præhospital

Ambulance påkørt og væltet af varevogn

En ambulance, der kørte med udrykning, blev onsdag middag påkørt af en varevogn i Haderslev. Ulykken skete i et kryds, hvor ambulancen kørte frem for rødt. Føreren af en varevogn overså imidlertid ambulancen, muligvis fordi en lastbil blokerede for hans udsyn. Varevognen påkørte derefter ambulancens bagende, hvorved ambulancen væltede om på siden. Der skete ikke alvorlig personskade.

Præhospital

Tre kvæstet i ambulanceulykke

En ambulance med udrykning blev fredag middag ramt frontalt af en modkørende bil, der var i gang med en overhaling. Både redderen i bårerummet, patienten og føreren af den overhalende bil fik kvæstelser ved ulykken, men redderen og bilisten er ikke i livsfare. Tilstanden for patienten, der ifølge politiets oplysninger havde fået en blodprop i hjernen og var på vej fra Frederikssund Hospital til Rigshospitalet, er mindre alvorlig end de første oplysninger tydede på.

Præhospital

Ambulance kørte over for rødt – og forårsagede et harmonikasammenstød

En ambulanceudrykning i Aalborg resulterede tirsdag eftermiddag i et harmonikasammenstød, der dog ikke involverede ambulancen, men derimod tre andre biler. Ulykken skete, da en ambulance med udrykning kørte over for rødt i krydset Vesterbro/Østre Alle. Det fik en bilist til at bremse hårdt op for at holde tilbage for ambulancen, og også en bagvedkørende bil nåede at bremse. Men det gjorde en tredje bil ikke.

Brandvæsen

Fører af forulykket autosprøjte havde ikke stort kørekort

Mandagens voldsomme ulykke, hvor en autosprøjte fra Vilsbæk Frivillige Brandværn blev smadret mod et træ, har vist sig også at være en illustration af de frivillige brandværns rekrutteringsproblemer. Føreren af autosprøjten havde nemlig ikke stort kørekort, og derfor er han nu blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Da alarmen gik, mødte der kun én brandmand med stort kørekort, og han bemandede et andet køretøj, mens brandmanden uden kørekort blev fører af autosprøjten – og på vej hjem fra udrykningen gik det altså galt, og det tunge køretøj forulykkede.