Københavns Brandvæsen vil overtage kommunens sikringsopgaver

Stationer - København 6Fremover skal alle de områder, hvor Københavns Kommune sikrer sig mod skader, måske samles hos Københavns Brandvæsen. I den kommende tid skal brandvæsenet og kommunens effektiviseringsarbejdsgruppe i hvert fald undersøge muligheden for, at risikostyring og sikringsområdet, herunder rådgivning og overvågning, kan forankres i Københavns Brandvæsen, således at brandvæsenet skal løse alle kommunens opgaver inden for beredskab og sikkerhed.

Selv om Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads, er kommunens opgaver indenfor sikkerhed og sikring ikke centralt koordinerede. Det overvejer kommunen nu at råde bod på ved at samle en række forskellige opgaver hos Københavns Brandvæsen, blandt andet:

  • Beredskabsplanlægning
  • Rådgivning om tryghed og sikkerhed
  • Rådgivning om installation og drift af tyverialarmer, brandalarmer og videoovervågningsudstyr
  • Kontrolcentral til overvågning af tyverialarmer, videoovervågning, tekniske alarmer, overvågning af kommunens bygninger til bl.a. forebyggelse af skader (vandmålere, elevatorer, toiletter mv.)
  • Overvågning af tunnel- og infrastruktur
  • Administration og service af kommunens nøglebokse
  • Vægtertjeneste på tværs af kommunen, herunder rundering i bygninger og lukkebesøg
  • Skadeforebyggende tiltag – afdækning af ruder, døre etc.
  • Indkøb og service af beredskabsmateriel i kommunens institutioner, herunder udarbejdelse af beredskabsplaner
  • Forebyggelses- og godkendelsessyn (brandmateriel, legepladser, forsikringssager mv.)
  • Førstehjælpskurser
  • Forsikringsområdet
  • Omlægning af alarmforbindelser
  • Uddannelse af ledere i beredskabshåndtering

Ifølge Københavns Brandvæsen vil en samling af kommunens tværgående risikostyring hos brandvæsenet give en bedre udnyttelse af Københavns Brandvæsens døgnbemandede vagtcentral, den stående styrke og den administrative ekspertise, ligesom brandvæsenets eksisterende uddannelsescenter og serviceværksted vil kunne løse mange af opgaverne.

Som et konkret eksempel på, hvordan der kan opnås synergi, fremhæver Københavns Brandvæsen udrykninger til tyverialarmer fra kommunale institutioner. Her vil brandvæsenets vagtcentral ved indbrudsalarm kunne afsende en vægter, og hvis der viser sig at være behov for reparation eller afdækning, vil brandvæsenet kunne rykke ud med følgeskadevogn eller den fleksible enhed fra nærmeste brandstation.

I første omgang skal det analyseres, hvilke effektiviseringer, som kan opnås, og hvilke investeringer, det vil kræve. Den opgave vil Københavns Brandvæsen afsætte et par medarbejdere til at løse, hvorefter målet er, at et beslutningsoplæg kan vedtages i beredskabskommissionen og borgerrepræsentationen i 2014, så brandvæsenets nye opgaver kan indarbejdes i budgettet for 2015.

Annonce