Københavnske specialpumper blev indsat på Sjælland under oversvømmelser

Københavns Brandvæsen blev i sidste weekend tilkaldt for at hjælpe Roskilde Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen i deres kamp mod oversvømmelser flere steder på Sjælland. I begge tilfælde blev der gjort brug af nye pumper med særlig stor pumpekapacitet til brug ved oversvømmelser, som Københavns Brandvæsen har indkøbt for at styrke klimaberedskabet efter skybruddet i sommeren 2011.

Lørdag eftermiddag blev mandskab fra Fælledvejens brandstation sendt til et beboelsesområde ved Roskilde med et sæt af de nye pumper med en samlet pumpekapacitet på 18.000 liter i minuttet. Senere samme dag rekvirerede Beredskabsstyrelsen et identisk pumpesæt, som blev kørt til Hyllingeriis ved Roskilde Fjord. Her blev pumperne indsat i et sommerhusområde, hvor Beredskabsstyrelsen sammen med det lokale beredskab arbejdede på at tømme området for vand efter at have evakueret forfrosne beboere, oplyser Københavns Brandvæsen.

”Vores indsats i forbindelse med disse oversvømmelser er et godt eksempel på det vigtige samarbejde på tværs af beredskaberne, og at vi i Københavns Brandvæsen har nogle særlige kompetencer, som er en styrke for det øvrige beredskab”, siger beredskabschef Jakob Vedsted Andersen fra Københavns Brandvæsen.

Beredskabsstyrelsen og Roskilde Brandvæsen bad om assistance fra København, da disse pumper er en specialkapacitet, som Københavns Brandvæsen har. Man er vant til at hjælpe hinanden beredskaberne imellem, når der opstår behov ved ulykker og krisesituationer som eksempelvis de voldsomme oversvømmelser efter stormen i forrige uge.

Annonce