Region udvider ambulanceadministration med ni medarbejdere

Arkivfoto: Thomas Voss

I forbindelse med Region Hovedstadens ambulanceudbud – der afgøres i denne måned – vil regionen overtage en række opgaver fra ambulanceoperatørerne, og det fører til, at regionen vil ansætte ekstra læger, akademiske sagsbehandlere og administrative medarbejdere. I alt skal der ansættes ni medarbejdere, hvilket giver en ekstraudgift på 6,3 mio. kr. om året.

Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden har bedt politikerne om at få udvidet det administrative budget med 6,3 mio. kr. fra 2015.

Pengene skal gå til ansættelse af tre læger, tre paramedicinere eller sygeplejersker, to akademiske medarbejdere og en HK’er. De i alt ni nye medarbejdere skal løse nye administrative opgaver samt opgaver, som regionen overtager fra ambulanceoperatørerne. Det drejer sig om følgende opgaver:

  1. Varetagelse af det sundhedsfaglige ansvar for ambulanceområdet, herunder døgndækket rådgivning af ambulancepersonale integreret med øvrige aktiviteter på AMK-vagtcentralen. I den forbindelse skal der udarbejdes og vedligeholdes instrukser og vejledninger.
  2. Planlægning og monitorering af alle uddannelsesaktiviteter.
  3. Monitorering af køretøjers stand og indretning.
  4. Monitorering af anvendelse af medicin.
  5. Procedure for og opfølgning på utilsigtede hændelser og klager.

Selv om de nye kontrakter først træder i kraft den 1. februar 2016, ønsker Den Præhospitale Virksomhed at få tilført penge til at ansætte medarbejdere allerede fra 1. januar 2015.

Annonce