Falck skal køre flere ambulancer i Stockholm

Efter et udbud af ambulancekørslen i Stockholm har Falck fået udvidet sit område, så det danske redningskorps skal drive yderligere syv ambulancestationer. Falck vandt i alt tre distrikter, mens Samariten vandt to – og dermed måtte afgive et distrikt til Falck. En helt ny aktør, den spanske koncern Grupo SSG, fik afvist sit tilbud.

Ambulancekørslen under Stockholms Läns Landsting har været i et samlet udbud, der omfattede i alt syv distrikter. Som led i udbuddet sker der en styrkelse af beredskabet med flere ambulancer, og de nye kontrakter skal træde i kraft pr. 1. januar 2019.

Falck står i dag for ambulancekørslen i to distrikter med otte stationer. Falck vandt imidlertid yderligere et distrikt, så den ellers hårdt pressede danske redningskoncern nu overtager driften af yderligere syv ambulancestationer.

Det er konkurrenten Samariten, som må afgive et distrikt til Falck, men fortsætter i to distrikter. Stockholms Läns Landsting egen ambulanceoperatør, AISAB, fortsætter i to distrikter, således at ambulancekørslen fortsat vil være fordelt på de hidtidige tre ambulanceoperatører.

Ny aktør vil klage over afgørelse

Stockholms Läns Landsting modtog også et tilbud fra en helt ny aktør, SSG Ambulans, der imidlertid fik afvist sit tilbud, idet Stockholms Läns Landsting ikke mente, at SSG Ambulans havde dokumenteret, at selskabet levede op til et udbudskrav om en omsætning på 70 mio. svenske kr. i det seneste regnskabsår.

SSG Ambulans er ifølge selskabets egne oplysninger 70 pct. ejet af Grupo SSG i Spanien, som angiveligt er et af Europas største firmaer indenfor ambulancekørsel og sygetransport med en omsætning på omkring 1 mia. svenske kr. om året.  De resterende 30 pct. ejes af svenske investorer. SSG Ambulans har bebudet, at man vil klage over afgørelsen.

Annonce