Politikere: Vi advarede regionen mod Samariten

Forud for Region Sjællands beslutning om at overlade ambulancekørslen til Samariten havde mange fagfolk advaret mod beslutningen. Men også blandt regionspolitikerne var der skepsis, og to politikere stemte mod beslutningen. Både den nu tidligere socialdemokrat Lennard B. Nielsen og den konservative Anne Skov Hansen bad tilbage i september sidste år de politiske kollegaer om at udskyde beslutningen, indtil man vidste hvordan Samariten kunne være 100 mio. kr. billigere end Falck.

“Når der er en forskel på 100 millioner kroner, så er der altså et eller andet galt”, siger Anne Skov Hansen til P4 Sjælland.

Anne Skov Hansen anbefalede de andre regionsrådspolitikere at udsætte sagen og kigge på det en ekstra gang. “Det ville man ikke. Man havde besluttet sig for at det skulle være Samariten, og så ville man ikke udsætte det”, lyder det fra den konservative regionspolitiker. Hun var ligeledes betænkelig over, at Samariten havde en gæld på 25 mio. svenske kroner og en egenkapital på blot 1,3 mio. kr.

Også socialdemokraten Lennard B. Nielsen stemte mod beslutningen om at overlade ambulancekørslen til Samariten. Han blev efterfølgende ekskluderet af Socialdemokratiet, fordi han var gået imod partiet ved afstemningen.

Annonce