Brandvæsen

Brandfolk stemte ja til ny overenskomst

Et stort flertal af de Falck-ansatte deltidsbrandfolk har stemt ja til den nye 2-årig overenskomst, som Falck og Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk blev enige om for en måneds tid siden. Selv om der ved urafstemningen om overenskomsten også var mulighed for at stemme elektronisk, nåede stemmeprocenten kun op på 26.

Brandvæsen

København kan få ny kæmpe-vagtcentral

Københavns Kommunes tre døgnåbne vagtcentraler – herunder Københavns Brandvæsens alarm- og vagtcentral – flytter formentlig sammen, så der etableres en kæmpe-vagtcentral i nye lokaler på Enghavevej på Vesterbro. I første omgang skal vagtcentralerne blot have fælles lokaler, men på sigt er der mulighed for, at de lægges sammen. Projektet vil kræve en investering på 23 mio. kr., men til gengæld vil der kunne spares omkring 2,8 mio. kr. om året.

Brandvæsen

Esbjerg vil reducere 1-minutsudrykningen

Fremover vil Esbjerg Kommunes 1-minutsudrykning efter alt at dømme blive reduceret med to mand i tidsrummet kl. 16-08. I stedet vil kommunens deltidsbrandfolk skulle bemande et af de to køretøjer på førsteudrykningen, der i dag udelukkende bemandes med fuldtidsbrandfolk. Ændringen giver en årlig besparelse på 1,5 mio. kr., men samtidig sikrer den, at deltidsbrandfolkene får mere erfaring og rutine – og at frafaldet blandt deltidsbrandfolkene kan reduceres.

Brandvæsen

Ingen sammenhæng mellem brandvæsens aktiviteter og økonomi

Bornholms Brandvæsen kom ud af 2011 med et kolossalt underskud på 2,8 mio. kr. ud af et samlet budget på 9,7 mio. kr. Det fik Bornholms Regionskommune til at igangsætte en undersøgelse, der skulle finde årsagen til det store merforbrug, og konklusionen på undersøgelsen er, at der simpelthen ikke er sammenhæng mellem brandvæsenets aktiviteter og økonomi. Så nu skal andre dele af kommunens teknik- og forsyningsområde finde besparelser, så brandvæsenet kan tilføres ressourcer.

Brandvæsen

Budgetanalyse skal finde besparelser på mindst 50 mio. kr. i beredskabet

Når politikerne til efteråret indgår en ny aftale om redningsbredskabet, så er der lagt op til, at det samlede beredskab vil blive pålagt en besparelse på mindst 50 mio. kr. Arbejdet med at finde besparelserne startede for alvor i sidste uge, hvor et konsulentfirma indledte en større undersøgelse af 16 udvalgte brandvæsener. Undersøgelsen skal blandt andet klarlægge, om der vil være fordele ved at samle dele af beredskabet i større enheder, og om der skal ændres på løn- og personaleforhold og arbejdstidsregler.

Brandvæsen

Beredskab protesterer mod kommunes flytteplaner

Planer om at flytte ansvaret for Beredskabscenter Aalborg fra borgmesterens forvaltning til kommunens forvaltning for forsyningsvirksomheder møder hård kritik fra såvel beredskabschefen som de øvrige medarbejdere ved beredskabscenteret. Beredskabschefen mener ikke, at der er fagligt belæg for strukturændringen, og samtidig kritiseres politikerne for ikke at have inddraget beredskabscenteret i arbejdet med den nye struktur.

Brandvæsen

Antallet af blinde ABA-alarmer stiger fortsat

I 2011 rykkede brandvæsenerne ud til 12.201 blinde alarmer fra automatiske brandalarmeringsanlæg (ABA-anlæg). Det er 732 flere end i 2010. Stigningen skyldes, at der i 2011 er blevet sat flere nye anlæg op rundt omkring i landet. Beredskabsstyrelsen har imidlertid samlet en række gode råd, som måske kan medvirke til at nedbringe antallet af blinde alarmer fra ABA-anlæg.

Brandvæsen

Brandvæsenerne er blevet hurtigere – men mange har stadig problemer

De danske brandvæsener blev sidste år mærkbart hurtigere til at rykke ud. På landsplan steg andelen af udrykninger, som overholder kravet om afgang fra brandstationen inden for 5 minutter, således fra 89 procent til 92 procent. Men i en del kommuner er der stadig store problemer. Landets dårligste afgangstider finder man i Næstved, hvor næsten halvdelen af udrykningerne er forsinkede, mens omkring hver tredje udrykning i Fredensborg, Helsingør, Hjørring, Langeland, Middelfart, Skive, Syddjurs og Vordingborg kommer for sent af sted. Se listen over afgangstiderne i alle landets kommuner.