Ny beredskabsaftale freder beredskabscentre – men stor sparerunde i styrelse

Der er indgået en ny politisk aftale om at reducere de tidligere planlagte besparelser på det statslige beredskab. Den nye aftale freder de statslige beredskabscentre, men til gengæld står Beredskabsstyrelsen i Birkerød overfor en omfattende sparerunde. Næste år skal styrelsens udgifter således være reduceret med hele 45 mio. kr. Besparelserne på de kommunale beredskaber fastholdes, men strukturreformen skal i 2017 evalueres.

Egentlig skulle det statslige beredskab have sparet 125 mio. kr. fra 2017, men den nye aftale indebærer, at sparekravet reduceres til 45 mio. kr. Samtidig er det aftalt, at beredskabscentrene friholdes for besparelserne, der i stedet skal findes ved ”effektiviseringer i Beredskabsstyrelsen”. Aftalen er indgået mellem regeringen og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Konkret skal de 45 mio. kr. findes ved en såkaldt organisationstilpasning af Beredskabsstyrelsen, øget anvendelse af fælles administrative løsninger og kapaciteter inden for Forsvarsministeriets område, etablering af et samordnet redningsberedskab på Bornholm samt regulering af kommunernes økonomi som led i de ændrede regler om brandsynsterminer. I forhold til Bornholm fremgår det af aftalen, at det statslige redningsberedskab fortsat skal være til stede på Bornholm, hvor ønsket om at samordne det statslige og kommunale redningsberedskab til et ”ø-beredskab” som foreslået af Bornholms Regionskommune vil blive søgt gennemført i samarbejde med kommunen.

”Det har ligget mig meget på sinde, at vi beholder vores statslige beredskabscentre rundt om i landet. Selvom der stadig skal spares penge på området, er jeg meget tilfreds med den aftale, vi nu har indgået. Aftalen sikrer et fortsat stærkt og robust redningsberedskab i hele Danmark. Det statslige redningsberedskab kommer alle til gode – også de kommunale redningsberedskaber – ikke mindst når der er behov for større og længerevarende indsatser. Det har vi i de seneste år set i forbindelse med storme, oversvømmelser og større ulykker, hvor et stærkt beredskab har været afgørende for vores allesammens sikkerhed og tryghed. Og derfor skal vi fortsat have centre i alle dele af landet”, siger forsvarsminister Peter Christensen.

Aftalen indebærer ikke, at sparekravene til det kommunale beredskab ændres. Regeringen vil dog tage initiativ til, at der inden 1. marts 2017 udarbejdes en rapport om erfaringerne med den nye struktur i redningsberedskabet med henblik på at vurdere behovet for justeringer. Regeringen vil endvidere tage initiativ til, at der i samarbejde med Kommunernes Landsforening inden udgangen af 2016 gennemføres en analyse af mulighederne for at effektivisere og sammenlægge vagtcentralerne i beredskabet.

Annonce