Markbrande mangedobles i høstperioden

Arkivfoto
Arkivfoto

Høsten er så småt gået i gang rundt omkring i landet, og dermed er risikoen for markbrande også forhøjet. Megen nedbør er med til at nedsætte antallet af markbrande, mens tørre, varme og blæsende dage øger risikoen for markbrande. Uanset vejret er høstmaskinernes indtog på markerne dog lig med en øget brandrisiko. Når høsten begynder for alvor, kører brandvæsenerne i de værst ramte måneder ud til seks gange så mange markbrande som på en normal måned.

I august 2009, som var meget tør, blev der slukket 328 markbrande, mens den meget våde august i 2011 kun gav 87 markbrande. Det fremgår af tal fra Redningsberedskabets Statistikbank, som administreres af Beredskabsstyrelsen. Det gennemsnitlige antal markbrande hen over året ligger på ca. 50 om måneden. Beredskabsstyrelsens oversigt over udrykninger til markbrande fordelt på kommuner kan ses her.

Det er ofte friktionsvarme eller fejl i høstmaskiner som halmpressere og mejetærskere, der er årsag til brandene, oplyser Beredskabsstyrelsen. En væsentlig del af markbrandene udgøres desuden af markafbrændinger, der er kommet ud af kontrol. Set over en 5-årig periode blev ca. 1/3 af markbrandene i høstperioden startet af markafbrændinger.

Som landmand kan man ved at træffe en række forholdsregler og følge nogle gode råd nedsætte risikoen for markbrand væsentligt. Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Foreningen for Kommunale Beredskabschefer, Dansk Landbrugsrådgivning og Forsikring & Pension har samlet en række gode råd i folderen ’Høstbrande – du har et ansvar’.

Annonce