Her er Region Nordjyllands nye ambulanceoperatør

Fra 1. april 2022 skal virksomheden PreMed stå for ambulancekørslen i to af Region Nordjyllands fire ambulancedistrikter. Det er PreMeds første ambulancekontrakt efter forgæves forsøg på at komme ind på markedet i Region Nordjylland i 2020 og Region Nordjylland i 2018. PreMeds hovedaktionær er en større finsk ambulanceoperatør.

Selv om PreMed er en ny ambulanceoperatør i Danmark, så understreger Region Nordjylland, at regionen som led i prækvalifikationen til ambulanceudbuddet har kigget på de bydende virksomheders økonomiske, faglige og tekniske formåen – og at der derfor er sikret et meget højt minimumsniveau for kvaliteten.

I dag ejes 51 pct. af aktierne i PreMed af 9Lives, som er Finlands største private ambulanceoperatør. 9Lives oplyser, at virksomheden råder over 80 ambulancer, 800 ansatte og 26 stationer. Den årlige omsætning er på ca. 150 mio. kr.

Var tidligere ejet af Falck

9Lives har rødder tilbage til 1940, hvor Røde Kors i Finland etablerede en ambulancetjeneste. Det blev senere til en selvstændig ambulancetjeneste, som efter en række fusioner skiftede navn til 9Lives i 2012.

Herefter blev selskabet opkøbt af Falck som led i daværende koncernchef Allan Søgaard Larsens strategi med omfattende opkøb af udenlandske ambulanceoperatører. Strategien viste sig at være en økonomisk katastrofe, hvor Falck opkøbte utallige virksomheder uden at have fokus på den efterfølgende drift, og efter at Falcks nye ledelse havde ændret strategi, var 9Lives en af de virksomheder, som atter blev solgt fra. Det skete i 2018, hvor 9Lives tidligere ejer og virksomhedens direktør i fællesskab overtog 9Lives.

PreMed har to andre aktionærer: Virksomheden Storm & Vikke Holding med Heidi Storm Vikke og Anders Vikke som ejere har 39 pct. af aktierne, mens svenske Kronohage Invest AB ejer de sidste 10 pct. Bag Kronohage Invest står Kenneth Kronohage, som blandt andet ejede den svenske internetportal Ambulansforum og tidligere har haft ledende poster i Falck.

Tidligere har PreMed blandt andet deltaget i et udbud på drift af læge-, paramediciner- og akutbiler i Region Nordjylland i 2018 og i Region Midtjyllands ambulanceudbud i 2020, begge steder dog uden at vinde kontrakter.

Annonce