Brandvæsen

Embedslæge på besøg på beredskabcenter

De værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen Bornholm i Allinge er utilfredse med de forhold, de bliver budt. Der er fugt på værelserne, mus i køkkenet og indkvarteringsbygningen er generelt i forfald. Derfor har embedslæge Kåre Kristiansen været på besøg på beredskabscenteret for at undersøge de forhold, som de værnepligtige lever under. Han vil først udtale sig, når hans rapport er klar.

Brandvæsen

Falck-station bliver ejerlejligheder

Alt tyder på, at Falck-stationen i Hørsholm vil blive omdannet til 27 ejerlejligheder. Stationen bliver nedlagt, fordi Hørsholm Kommune har opsagt brandslukningsaftalen, og i stedet opretter Falck en ny station i nabokommunen Karlebo. Et entreprenørfirma har tilbud at betale 10,5 mio. kr. for Falck-stationen i Hørsholm, men Falcks udflytning er blevet forsinket.

Foto: Rigspolitiet
Brandvæsen

Fartbøde-sag vækker opsigt hos brandfolk

En aalborgensisk betjent slap for en fartbøde, fordi hans chef bad ham om at skynde sig. Det har vakt opsigt hos en gruppe brandfolk i Otterup, der i 2002 fik en bøde, fordi de kørte for stærkt, da alarmen gik. I sagen fra Otterup fandt domsmandsretten ingen formildende omstændigheder – færdselsloven var blevet overtrådt, selv om de tre brandmænd var blevet blitzet, da de var på vej til brandstationen, efter at brandalarmen havde lydt.

Brandvæsen

Beredskabsstyrelsen: Risikovurdering ved røgdykning

I august slog Arbejdstilsynet i et svar til Københavns Brandvæsen fast, at der skal være et sikringshold parat til at komme et indsat røgdykkerhold til undsætning, hvis der er risiko forbundet med de indsatte røgdykkeres arbejde. På baggrund af Arbejdstilsynets svar har der været afholdt en møde mellem Arbejdstilsynet og Beredskabsstyrelsen, og de to parter er enige om, at der skal foretages en risikovurdering inden røgdykkere indsættes.

Brandvæsen

Naboprotester forsinker ny Falck-station

Opførelsen af Falcks nye station i Kokkedal bliver sandsynligvis kraftigt forsinket. En høring af naboerne til den grund, hvor Falck-stationen planlægges opført, har nemlig resulteret i det, som Karlebo Kommune betegner som “en efter omstændighederne kraftig reaktion”. Derfor er kommunen nu indstillet på, at der skal udarbejdes en lokalplan for området.

Brandvæsen

Hadsk stemning mellem brandfolk og frivillige

Efter at beredskabschefen i Frederiksværk Kommune har måttet forlade jobbet, er kommunaldirektør Michael Graatang udpeget til fungerende beredskabschef. “Det er åbenlyst for enhver, at der er problemer, og de har i hvert fald stået på lige så længe jeg har været i kommunen, d.v.s. seks år. På et informationsmøde den 27. september oplevede jeg næsten hadsk stemning, og det var meget overraskende for mig”, siger han om situationen.

Brandvæsen

Alvorlig uro i brandvæsenet i Frederiksværk

Beredskabschefen er efter 40 år i brandvæsenet blevet afskediget, og har erkendt, at han ikke kunne skabe ro i brandvæsenet. Hans næstkommanderende har sagt op, og en brandmand er blevet fritaget for tjeneste og indstillet til afskedigelse. Og de lønnede brandfolk og de frivillige strides indbyrdes. Der er alvorlig uro i brandvæsenet i Frederiksværk, og nu skal der laves en plan for omorganisering af hele beredskabet.

Brandvæsen

Falck lukker vagtcentral i Odense

Falcks vagtcentral i Odense bliver nedlagt 1. juni 2005, og aktiviteterne flyttes til vagtcentralen i Kolding, der i forvejen dækker Sønderjyllands, Ribe og Vejle amter. Dermed fraviger Falck det hidtidige princip om, at Falcks vagtcentraler skal have samme dækningsområde som politiets alarmcentraler. Også Falcks driftsplanlægningscenter i Odense flyttes til Kolding.

Brandvæsen

Ny FKB-formand vil hellere samarbejde end slås

Den nye formand for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Peter Staunstrup, vil hellere samarbejde end slås. Det siger han i et interview med tidsskiftet Redderen. En af hans første opgaver som formand bliver at finde en ny redaktør til foreningens eget tidsskrift, Brandvæsen – den hidtidige redaktør, Svend Erik Brodersen, måtte nemlig forlade redaktørposten umiddelbart efter formandsskiftet.

Brandvæsen

Sejlere: Stil krav til privat søredning

Private søredningstjenester er skudt op som en slags Falck på havet, men der stilles ingen krav til deres mandskab, uddannelse og udstyr, som der gør i den offentlige søredningstjeneste. Det vil Dansk Sejlunion og dens 60.000 medlemmer have lavet om på. Unionen har henvendt sig til forsvarsminister Søren Gade (V) og erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) om problemet.