Millioner til renere arbejdsmiljø i Københavns Brandvæsen

4,5 mio. kr. Så mange penge har politikerne på Københavns Rådhus afsat til at skabe et renere arbejdsmiljø i Københavns Brandvæsen. Pengene skal blandt andet gå til indkøbt af 500 nye branddragter. Baggrunden er, at utilsigtet spredning af farlige partikler – ud over sundhedsfare – kan medføre væsentlige merudgifter til rengøring, udskiftning af branddragter og øvrigt brandmateriel. Derfor vil Københavns Kommune fokusere på at minimere spredningen af potentielt farlige partikler fra et skadested til brandvæsenets stationer og serviceværksteder.

I den nye budgetaftale for 2014, som er indgået mellem Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afsættes 1,9 mio. kr. i 2014 og 2,6 mio. kr. i 2015 til anskaffelse af 500 nye branddragter og to ”slusecontainere”, der skal mindske spredningen af farlige partikler.

Annonce