Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet, som har ressortansvaret for det danske redningsberedskab. Beredskabsstyrelsen omfatter også det statslige redningsberedskab, der består af mere end 1.500 fastansatte, værnepligtige og frivillige samt materiel og køretøjer fordelt på styrelsens seks afdelinger i landet.
Kommunerne er blevet lidt dårligere til brandsyn
Kommunerne foretog under ét 97,1 procent af de lovpligtige brandsyn i 2011, viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen. Det er en tilbagegang i forhold til året før, hvor tæt på 100 procent af brandsynene blev gennemført. Langt de fleste kommuner har dog gennemført alle brandsyn. Nedgangen skyldes nemlig primært, at der er enkelte kommuner, som har lave gennemførelsesprocenter – en enkelt kommune udførte f.eks. ikke et eneste brandsyn i 2011.