Brandvæsen

Fagforeninger: Brand- og redningsfolk er i fare efter forlig

3F og FOA går nu sammen i en fælles henvendelse til landets kommuner og beredskabskommissioner. De to fagforbund frygter alvorligt for brand- og redningsfolks sikkerhed efter det indgåede beredskabsforlig mellem regeringen og en del af folketingets partier. Formændene for 3F og FOA, Poul Erik Skov Christensen og Dennis Kristensen, skriver nu i et brev, der tilsendes alle medlemmer af beredskabskommissionerne, at forliget er en sikkerhedsrisiko, hvis man lokalt beslutter, at en førsteudrykning skal bestå af seks mand.

Brandvæsen

572.000 kroner til brandmands enke

Firmaet bag den voldsomme fyrværkerikatastrofe i Seest ved Kolding, N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik A/S, anerkender, at det er ansvarligt for de skader, der er opstået i kølvandet på den voldsomme eksplosion. Det fremgår af en dom fra Vestre Landsret, hvor fyrværkerifabrikken har accepteret at betale 572.000 kroner i erstatning for tab af forsørger til enken efter den frivillige brandmand, der omkom ved eksplosionen.

Præhospital

Falck: Ekstraordinær travlhed presser redderne

De sidste to uger af juli har Falck haft ekstraordinært travlt, og forbruget af mandtimer har på landplan ligget 22% over den tilsvarende periode sidste år. Den varme sommer har bl.a. ført til, at der er mange indlæggelser som følge af dehydrering, og det sker på et tidspunkt, hvor Falck-stationerne er særligt sårbare, fordi mange medarbejdere er på ferie. I København forværres problemerne af, at der er 26 ubesatte stillinger i ambulancetjenesten.

Præhospital

Reddere er utilfredse med ligtransport i ambulancer

En kedelig lugt af lig i reddernes tøj og kostbar rengøring af ambulancerne på det offentliges regning. Det er konsekvensen af, at reddere jævnligt bliver tilkaldt af politiet og bedt om at køre en afdød til en læge på nærmeste skadestue og få skrevet en dødsattest. Det skyldes mangel på rustvogne og at lægerne ikke vil køre ud og konstatere et dødsfald.

Brandvæsen

Embedslæge på besøg på beredskabcenter

De værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen Bornholm i Allinge er utilfredse med de forhold, de bliver budt. Der er fugt på værelserne, mus i køkkenet og indkvarteringsbygningen er generelt i forfald. Derfor har embedslæge Kåre Kristiansen været på besøg på beredskabscenteret for at undersøge de forhold, som de værnepligtige lever under. Han vil først udtale sig, når hans rapport er klar.

Brandvæsen

Beredskabsstyrelsen: Risikovurdering ved røgdykning

I august slog Arbejdstilsynet i et svar til Københavns Brandvæsen fast, at der skal være et sikringshold parat til at komme et indsat røgdykkerhold til undsætning, hvis der er risiko forbundet med de indsatte røgdykkeres arbejde. På baggrund af Arbejdstilsynets svar har der været afholdt en møde mellem Arbejdstilsynet og Beredskabsstyrelsen, og de to parter er enige om, at der skal foretages en risikovurdering inden røgdykkere indsættes.

Brandvæsen

Vil have politikerne til at revurdere beredskabsaftale

Ifølge Arbejdstilsynet er det ikke forsvarligt at røgdykke, såfremt der ikke står et sikringshold parat udenfor bygningen. Og efter at den politiske aftale om beredskabet reducerede bemandingen på et slukningstog med to mand er der ikke nok brandfolk på en udrykning til, at der både kan stilles med et røgdykkerhold og et sikringshold. Blandt andet på den baggrund vil Landsklubben For Deltidsansatte Brandfolk (LFDB) nu have politikerne til at revurdere beredskabaftalen.

Brandvæsen

Brandfolk lokket i baghold i Vollsmose

Natten til onsdag lykkedes det en gruppe på ca. 25 unge at lokke politi og brandvæsen i baghold i Odense-forstaden Vollsmose. De var lokket til stedet af en påsat brand i en bil på Vollsmose Allé, og da de dukkede op og begyndte slukningsarbejdet, blev de angrebet med en regn af knytnævestore sten, metalstykker og brændende molotovcocktails. Fremover vil brandvæsenet kun sende sine folk ind i Vollsmose-området efter samråd med politiet.

Google Maps
Brandvæsen

Københavnske brandfolk udskrevet fra hospitalet

De syv københavnske brandfolk, der torsdag blev indlagt på Rigshospitalet i forbindelse med et gasudslip, er blevet udskrevet, og Københavns Brandvæsen oplyser, at de er ved godt mod, og efter omstændighederne har det godt. Alle brandfolkene skal gennemgå yderligere trykkammerbehandlinger inden for de næste 24 timer, men behandlingerne foregår ambulant, så mandskabet har mulighed for at være hjemme mellem behandlingerne.