Præhospital

Tilsyn: Roskilde Brandvæsen har budt på et for stort område

De nuværende regler giver kommuner mulighed for at udføre ambulancekørsel for regionerne, men reglerne blev indført for at give eksisterende kommunale ambulancetjenester mulighed for at fortsætte og for at skabe mulighed for samdrift mellem brandslukning og ambulancekørsel. Og det indebærer, at kommunerne kun må udføre ambulancekørsel i deres egen kommune eller i tilgrænsende områder af nogenlunde samme størrelse. Sådan lyder konklusionen fra Statsforvaltningen Sjælland, der også tegner et dystert billede af Roskilde Brandvæsens mulighed for at beholde sin nye kontrakt: Ifølge statsforvaltningen er eneste mulighed nemlig, at opgaven placeres i et privat selskab, hvor Roskilde Kommune højst må eje 49% af aktierne, og selv i så fald vil opgaven formentlig først skulle i et nyt udbud.

Præhospital

Roskilde Brandvæsen må ikke køre ambulancer i nabokommuner

Region Sjællands ambulancetjeneste er endnu engang blevet ramt af en krise. Kun to uger før Roskilde Brandvæsen skal overtage ambulancekørslen i Greve, Køge og Solrød kommuner, har Statsforvaltningen Sjælland nemlig meddelt, at det vil være i strid med lovgivningen, hvis brandvæsenet udfører ambulancekørsel i nabokommuner. Statsforvaltningen vil dog mødes med Roskilde Kommune og Region Sjælland for at finde en løsning.

Præhospital

Papirmanøvre forbedrede ambulancers udrykningstid med et halvt minut

Det var ikke kun antallet af ambulancer, som blev ændret, da Region Hovedstaden den 1. september 2009 lancerede et nyt akutberedskab. Også metoden til opgørelse af ambulancernes udrykningstid blev ændret, så udrykningstiden ikke længere opgøres som et gennemsnit for alle ambulanceudrykninger. I stedet gik Region Hovedstaden over til kun at medregne de 50% hurtigste ambulancer, når udrykningstiderne skulle opgøres. Ifølge regionen var resultatet det samme, men nye tal viser, at regionens påstand ikke holder vand. Der er således en markant forskel på udrykningstiden, alt efter om den opgøres efter den ene eller anden metode, og ved at vælge den mest fordelagtige opgørelsesmetode har Region Hovedstaden skåret over et halvt minut eller ca. 10% af ambulancerne udrykningstider – men vel at mærke kun på papiret.

Brandvæsen

Falck sælger sin station i Vordingborg til kommunen

Falck-stationen i Vordingborg bliver solgt først i det nye år, men Falck bliver boende med personale og køretøjer. Det afslørede stationsleder Jesper Hansen, da han i sin tale ved Falck i Vordingborgs nytårsparade fortalte om stationens fremtid, som længe har været uvis. Byrådet i Vordingborg havde i det for nylig udløbne års budget afsat midler til at bygge en ny, fælles redningsstation i kommunen, men da det i en periode så ud som om Falck ville miste ambulancekørslen i Region Sjælland til svenske Samariten, var der forståeligt nok fra Falcks side ingen interesse i eller behov for en ny station. Men nu bliver stationen altså solgt – til Vordingborg Kommune.

Præhospital

Iskold luft mellem alarmcentral og Region Hovedstaden

I dag blev Københavns Kommune og Region Hovedstaden enige om at etablere et nyt samarbejdsforum. Og det er der tilsyneladende hårdt brug for – i hvert fald har tonen mellem to centrale samarbejdspartnere i hovedstadens akutberedskab, Københavns Brandvæsens alarmcentral og Region Hovedstaden, udviklet sig til at være iskold. Det sker efter at regionen tilsyneladende systematisk placerer skylden for alle kritiserede ambulanceudrykninger hos alarmcentralen. Det har fået alarmcentralen til at karakterisere regionens udtalelser som “en frækhed”, og alarmcentralen har nu åbent meldt ud, at man mener, at Region Hovedstaden har for få ambulancer. Regionen beskylder til gengæld alarmcentralen for chikane.

Brandvæsen

Kommunal brandslukning på hele Djursland fra 2011

De to kommuner på Djursland – Syddjurs og Norddjurs – har haft brandslukningen i et fælles udbud, og resultatet er blevet, at kommunerne selv skal varetage al brandslukning fra 1. januar 2011. I dag er opgaven delt mellem et fælleskommunalt brandvæsen, der har seks stationer, og Falck, der har brandstationer i Hornslet og Rønde. Falcks tilbud på brandslukningen beskrives som væsentligt dyrere end kommunernes kontrolbud.

Præhospital

Reddere: Farlig holdning hos Region Hovedstaden

Mandskabet på Falcks ambulancer i Region Hovedstaden nedlægger ikke arbejdet. Endnu. Det konstaterer fællestillidsmand Frank Johansson, der imidlertid tilføjer, at redderne er særdeles vrede over regionsformand Vibeke Storm Rasmussens (S) afvisning af mandskabets advarsler mod de massive problemer for ambulancebetjeningen i hovedstadsområdet. “Jeg har været ude i fuld længde for at sørge for, at der fortsat kommer ambulancer ud”, forklarer fællestillidsmanden.

Præhospital

Udtalelser fra Vibeke Storm Rasmussen vækker vrede hos ambulancefolk

Udtalelser fra regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) har udløst vrede reaktioner hos ambulancefolkene i Københavns Brandvæsen. Ambulancefolkene mener, at regionsrådsformanden i et interview placerer skylden for de aktuelle ambulanceproblemer hos Københavns Brandvæsen, ligesom hun betegner reddernes beretninger om konkrete problemudrykninger som mærkelige og underlige historier. “Vanvittige påstande”, lyder det fra Peter Ørnbo, der er formand for den faglige klub KbaK i Københavns Brandvæsen. Han forlanger dokumentation eller en undskyldning fra Vibeke Storm Rasmussen.

Præhospital

Ambulancefolk nedlægger arbejdet i protest mod Region Hovedstaden

Ambulanceredderne i Region Hovedstaden har fået nok. Her til morgen nedlægger redderne fra Københavns Brandvæsen arbejdet i protest mod den kritik, som regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) og akutchef i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, har fremført. “Vi har fået nok af Vibeke Storm Rasmussen og Freddy Lipperts løgne. Sandheden er, at der mangler ambulancer i Region Hovedstaden til de akutte opgaver – både dem med og uden ambulanceudrykning. At sige at problemerne efter 1. september er reddernes og alarmcentralens skyld er simpelthen under bæltestedet”, siger paramediciner ved Københavns Brandvæsen, Thomas Brücker.

Præhospital

Ambulancefolk er klar til nye faglige møder hvis der ikke opnås dialog med region

Borgerne i Region Hovedstaden kan ikke være tjent med det nuværende serviceniveau i ambulancetjenesten, og derfor er ambulancefolkene i Københavns og Frederiksberg brandvæsener klar til nye faglige møder, hvis det ikke lykkes at få en dialog med Region Hovedstaden. Det meddeler ambulancefolkene efter dagens faglige møde, der havde deltagelse af ca. 70 medarbejdere fra de to brandvæsener. Under det 50 minutter lange faglige møde var fire ambulancer fra Københavns Brandvæsen og to fra Frederiksberg Brandvæsen kun delvist til disposition for Region Hovedstadens vagtcentral. Ambulancefolkene havde dog tilkendegivet, at de ville rykke ud til alvorlige opgaver, og under det faglige møde blev der da også gennemført tre udrykninger.